Vores campingliv startede i 1992/93 da Conny, efter en mislykket rygmarvsoperation, blev kørestolsbruger. Vi måtte erkende, at vi ikke mere kunne bruge vores pragtfulde sejlbåd på samme måde som tidligere, og måtte nu se os om efter en anden fritidsaktivitet, som kunne dyrkes selv om vi nu skulle have kørestolen med.

Efter en del snak om hvor dejligt det kunne være at køre til ”de varme lande”, og forlænge sommeren begyndte vi at undersøge mulighederne for køb af teltvogn. Og en teltvogn skulle det være på grund af den lave vægt.

Vi havde lige købt en Fiat Punto som invalidebil. 60 HK. – 1250 ccm, så der var ikke muligheder for at trække noget tungere. Både Combi.Camp og Camplet havde fordele og ulemper, men begge var egnede til kørestolen da de, når de var udslåede, var helt nede i jordniveau.

Drømme er flygtige og kan briste som sæbebobler. En dag hvor vi faktisk havde beslutter os for at købe, sagde min saglige kone. ”Når vi nu skal campere i ydersæsonen, så kan vi vel også forvente kolde dage og nætter”. ”Hvordan varmer vi sådan en hytte af lagenlærred op”?
På vej ud af caravancenteret fik Conny øje på en lillebitte campingvogn. Vi måtte lige undersøge hvad sådan en vejede. Det viste sig at være en R.C. Caravan. 2,90 meter lang dvs., at den ikke var meget længere end vores nuværende vogn er bred. Men alligevel indrettet med en lille siddegruppe som kunne slås ud til dobbeltseng (115 cm bred) i forenden, og en smal bænk bag i. Et lille køkken og et klædeskab, alt diminutivt. Og da egenvægten kun var 450 kg. Kunne vi trække den uden problemer.
Da Conny ved sin genoptræning var kommet så langt, at hun nu kunne gå et par skridt med krykker, og R.C.’eren havde så små hjul at den var nem at komme op i, klatrede Conny op i vognen og erklærede: ” Den her ta’r vi”!

Overbevist om at have gjort en god forretning, hvor jeg bl.a. havde fået temmelig meget ekstra udstyr oven i handelen, kørte vi glædestrålende vores første campingvogn hjem.

Vi havde en del udstyr fra båden som vi kunne bruge i campingvognen, men naturligvis skulle der også investeres i en del nyt.

Første tur skulle være en sommertur til Bolmensøen i Sverige, men først skulle der foretages småændringer. Stor var min forbavselse, da jeg skulle skrue et beslag fast. Skrue og det meste af beslaget forsvandt ind i væggen, som var det gelé jeg skruede i. Det nederste af vægpladen var simpelthen blød som en svamp.

En telefonsamtale med caravanforhandleren beroligede mig dog. De beklagede meget, at en sådan fejl havde undgået deres opmærksomhed, og bad mig komme med vognen når det passede mig, for at få udbedret skaden.

Da sverigesturen nu var planlagt, aftalte vi, at vognen kom på værksted efter sæsonen.

Prøveturen blev en succes. Nok er de svenske skove og kørestol ikke den bedste kombination, men vi fandt en masse småveje og stier som var brugbare, og området ved Bolmensøen, (Sveriges 10. største sø) er simpelthen pragtfuldt.

Første gang, jeg skulle rejse forteltet, som godtnok ikke var ret stort, skinnede solen og temperaturen var rimelig høj. Og det er vel næsten en naturlov, at man har begynderproblemer. Jeg havde fået teltet ind i skinnen, men kunne ikke få stængerne til at makke ret. Stående inde under teltdugen i noget der føltes som 1000º varme, mens Conny kom med gode råd, svor jeg på, at det både var første og sidste gang jeg camperede. Men som det oftest går, blev teltet sat op uden yderligere problemer, og dermed sparede vi en dyr skilsmissesagfører.

Pladsens beliggenhed er ideel, i læ af de store træer men med udsigt over søen. På græsarealet er der en mindre sø, med forbindelse til Bolmensøen. Her kunne vi iagttage ørrederne når de i varmen sprang helt op over vandet. Og der blev da også hevet flere fisk i land, med så enkelt madding som dåsemajs.

Kæledyret på pladsen var en halvtam mågeunge som gik og tiggede madrester.
Senere på turen besøgte vi et par andre campingpladser i det sydsvenske, og overalt hvor vi kom, blev vores lille vogntog beundret og kommenteret for sin størrelse, eller mangel herpå.

Turen belærte os om at selv om der i campingbrochurerne står, at pladserne har handikapfaciliteter, er det langtfra sikkert, at der er handikapegnet.
Der mangler ofte ramper og støttehåndtag på toiletter og bad, men med lidt teknisk snilde og muskelkraft blev forhindringerne overvundet.

Vel ankommet hjem efter første tur måtte jeg foretage nogle forbedringer. Låget på bænken bag i vognen blev delt i to. Og under den ene halvdel blev installeret et lille Potta Porta, den laveste model, som så kunne stå nede i bænken med låget lukket under kørselen. Yderligere havde jeg fabrikeret en sokkel på ca. 20 cm højde til at sætte ind under toilettet når vi ankom til campingpladsen, så toilettet kom op i en brugbar højde. Meget primitivt men det gjorde vognen meget mere brugbar. I siden af klædeskabet, over for toilettet monterede jeg et håndtag som gjorde det lettere for Conny at rejse sig.

Således fornyet besluttede vi os for at tage en ny lille tur. Denne gang blev det Svinø i det sydsjællandske som så også kunne kombineres med familiebesøg. Nu havde vi lært bil og campingvogn at kende, så denne tur på en uges tid var ren fornøjelse.
I dag morer vi os over, at vi i den lille vogn kunne sidde én person på sengen og den anden på bænken bag i, når vi spiste morgenmad, og alligevel kunne vi nå hinanden.

Jeg havde brugt sommeren til at lave indkørsel og fliseplads foran huset, så vognen blev den trillet ind på plads. Nu var det nemt at gå og nusse om de småforbedringer vi synes skulle til. Vi syntes, bl.a. det kunne være rart at have en miniovn med når vi rigtigt skulle ud i verden. Så der blev konstrueret en reol der kunne klappes sammen, med plads til ovn og tilbehør samt plade til kaffemaskine. Autoradio og højttalere og andre småting blev også installerede. Endnu et par håndtag så Conny havde noget at holde fast i når hun færdedes i vognen.