Endnu en dejlig dansk sommer er på retur. Vognen er pakket og forventningerne er høje, og den 19. september ruller vi igen sydpå i lidt blandet vejr.

Efter 620 kilometers kørsel er første stop Göttingen. En lang, men alligevel overkommelig tur, når vi har fået den lange pause på færgen.

Midt på eftermiddagen var vi i Strasbourg hvor vi blev modtaget af franske campingvenner som vi har mødt mange gange. Skønt vejr, solskin og 23 grader. Dejlige milde aftener hvor vi kunne sidde længe udenfor og nyde den klare stjernehimmel.

Nogle dage senere fortsatte vi sydover, som sædvanligt ad N83. Efter en god frokost på ”vores” plads ved Doubs floden, kørte vi den nye motorvej A39 ved Poligny og fulgte den helt til Vienne. Denne vej er noget hurtigere end at følge N83 det sidste stykke. Efter en overnatning i St.Vallier kom vi til l’Isle-sur-la-Sorgue hvor vores gode venner ventede med frokost. Jeg kunne byde på den flaske snaps som jeg havde købt på færgen, men ak og ve. Flasken var gået i stykker og i bæreposen sejlede chokolade blandet op med kommensnaps og glassplinter. Ikke nogen delikat blanding skulle jeg hilse og sige. - Men venskabet holdt.

Da det var Connys fødselsdag, fik hun af vore venner en middag på restaurant ”La Truite Vagabonde” som ligger lige udenfor pladsen. Heldig som jeg er, fik jeg også lov til at komme med, og forellerne, stegte med mandelflager, smagte himmelsk.
Naturligvis var vi på det store søndagsmarked. En utrolig dygtig mimiker kastede sin kærlighed på Conny, som så blev en del af forestillingen, til stor fornøjelse for alle tilskuerne.
Sammen med vennerne skulle vi en tur op på Mont Ventoux. Af praktiske hensyn kørte vi i to biler men da vi nåede Bedoin var vejen spærret. Vennerne som kørte forrest fortsatte, med det resultat at vi endte inde på det lokale marked, hvor vi måtte køre slalom mellem telte og boder, til stor moro for de lokale markedsgæster.

Vejen op til Mont Ventoux er stejl, men meget smuk hvor der er mulighed for at se ned mellem træerne. Det øverste stykke er barskt og øde. Vejen herop er præget af den lokale graffiti. På hvert lille stykke asfalt er der malet hyldester op opmuntringer til deltagerne i Tour de France, som år efter år må slide sig op af disse enorme stigninger. I vejkanten på sydsiden, lige før toppen, er der rejst en mindesten for cykelrytteren Tom Simpson som døde her efter et kollaps. Husk en ekstra trøje, for her i 1909 meters højde suser vinden og her er rigtigt koldt. Da vi nåede op, hang skyerne lavt så sigtbarheden var ikke den bedste, men alligevel var det betagende at stå her på toppen af ”Den skaldede kæmpe” og kikke ned op landskabet gennem hullerne i skydækket.

Natten før afrejsedagen var der et voldsomt skybrud. Så næste morgen måtte jeg skrabe mudder af forteltet, for derefter at tage det over på vaskepladsen og spule resten af plører af. Teltet blev undtagelsesvis pakket vådt sammen, men vi skulle også kun køre en kort tur på under en times kørsel, til næste plads som var St. Remy. Her ankom vi i strålende solskin

På en af udflugterne var vi inde og se på pladsen i Mausanne-les-Alpilles, lige syd for Alpillerne. God plads med gode handikapforhold, men vi befinder os nu bedst i Saint Remy. Fra Mausanne kørte vi vest over mod Fontvielle. Umiddelbart syd for byen ligger Daudets mølle.

Adgangen fra parkeringspladsen er ikke kørestolsegnet, men møllen kan ses fra vejen. Et lille stykke længere mod syd ad D33 tæt på krydset ved D82, ligger der rester fra en romersk akvædukt. Der er ikke meget tilbage af bygningsværket, men nok til at fornemme det imponerende bygningsarbejde det må have været under datidens forhold.

Søndag var der annonceret ponyopvisning, men da vi kom op i byen var hele bymidten spærret af og i stedet for ponyerne var det tyre fra Carmargue der huserede. Kvæghyrder, de såkaldte Guardians red seks og seks, to på hver side af tyren og med én rytter foran og bagved havde de sluttet tyren inde mens de drev den frem og tilbage gennem byen. Nu var det ikke alle tyre der var lige samarbejdsvillige. En gang i mellem var der en af disse sorte kampmaskiner der brødformationen til stor moro for tilskuerne.

De unge vovelystne mænd skulle så lige prøve at røre tyren i forbifarten når den kom buldrende forbi. Langt de fleste gange gik det godt, men enkelte tyre fandt det tilsyneladende ærekrænkende at blive hevet i halen, så nogle af knægtene fik en lufttur. En af de store drenge så ikke så sej ud da han sad på kantstenen med tårevædede kinder, efter en af tyrene havde haft ham nede og ligge mens den stod skrævende over ham og goggede ham ned i asfalten. Jeg havde mest lyst til at heppe på tyrene sådan en dag, men det ville sikkert ikke have gjort mig til årets yndlingsturist.

I St. Remys sydlige udkant ligger Lac de Barrier, Et gammelt vandreservoir fra romertiden, som dengang førte vand ned til de romerske beboelser ved Glanum. Nu er søen et yndet fiskested og udflugtsmål for de lokale. Med lidt muskelkraft kan man gå rundt om en del af søen med kørestol.

Her i oktober måned kan man i Sydfrankrig opleve voldsomme regnbyger. En morgen stod vi op til blankt vand i forteltet mens regnorme på 60 - 65 centimeters længde krøb rundt udenfor. Men en time efter det er hold top med at regne er alt tørt igen. Alting damper af fugtighed og luften er velsignende frisk. Vi tog en udflugt til Beaucaire, 15 kilometer mod vest, hvor Rhonefolden danner denne naturhavn hvor en stor del af de nordeuropæiske langturssejlere overvintrer

Fra St. Remy er der ca. 25 kilometer til Avignon, men her er parkeringsforholdene ganske kaotiske. Vi prøvede at finde et sted at stille bilen i nærheden af bymuren, men franskmændene holdt her i flere lag. Ved lyskryds, i fodgængerfelter og på fortovene. Tilsyneladende fuldstændig planløst. De biler der var parkeret normalt og lovligt var lukket totalt inde af andre som havde parkeret i flere lag foran og bagved, -på kryds og tværs. Vi kørte over broen til Batelasse for at parkere på den modsatte flodbred. Parkerede udenfor Camping Bagatelle og gik naturligvis ind for at se på faciliteterne. Pæn plads (en del af pladsen er temmelig skyggefuld), med gode handikapforhold og en meget smuk udsigt til Pavepaladset og Pont Benezet og cirka en kilometer til centrum.

På hjemvejen overnattede vi i St Vallier og holdt et par dage fri i Strasbourg hvor vores franske venner fortalte at det havde regnet uafbrudt siden vi kørte sydpå for næsten fire uger siden. Pladsen var nu så våd at flere vogne kørte fast, enkelte så dybt af de hvilede direkte på vognbunden.

Overnatning på rastepladsen i Brunautal på A7, og hjemme næste dag efter cirka 4000 kilometers kørsel og med masser af pragtfulde oplevelser.