Så er der igen en lang og mørk vinter der er overstået. Vi er sidst i marts og forårssolen hænger lavt og trækker os sydpå.

Første overnatning er på rastepladsen i Göttingen hvor vi næste morgen vågnede op til snesjap og marker der var dækkede af sne. Planlagt overnatning i Strasburg, men pladsen var lukket da grunden var meget våd efter usædvanligt meget regn. Kun få fastliggere havde fået lov til at blive på pladsen, blandt andet vores franske venner som straks inviterede på kaffe.

Kørte de 67 kilometer videre til Colmar som vi kendte i forvejen og fik yndlingspladsen helt nede ved flodbredden. Efter en hviledag i forårssolen gik turen videre til St. Vallier hvor Conny næste morgen skred på toiletgulvet i campingvognen og forstuvede begge forfødder. Jeg var mest stemt for at vende ekvipagen og køre hjem, men Conny insisterede på at vi kørte videre til St. Remy og så tiden an der.

Et eksempel på hvor lille verden er, viste sig et par dage senere. Er dansk par på vej til Spanien, kom ind på campingpladsen for at se om der var en hytte ledig. Lejrchefen fortalte dem, at der i forvejen var danskere på pladsen. ”Familien Müller-Johansen ligger på plads 32” Naturligvis blev vi forbavsede over at høre nogen sige ”Hej Conny og Orla, giver I aftensmad”? Det var Connys fætter og dennes kone, som godt nok vidste at vi var i Frankrig, men ikke anede hvor henne. Det er hyggeligt med et så uventet besøg, og oven i købet så tilfældigt. Et ekstra plus var at fætteren var læge, men efter at have undersøgt Connys fødder, kunne han konkludere, at godt nok var begge fødder forstuvede, men der var ikke mere at gøre ved det, end de støtteforbindinger som jeg allerede havde lagt.

I St. Remy er der så mange udflugtsmål. Når man kører ad D27 mod les Baux, og kører forbi Le Tour Cardinal, så kommer man til en parkeringsplads på højre side. Her har man udsigten over Val d’Enfer (Helvedeskløften), men også udsigt til les Baux, denne gamle røverfæstning på klippetoppen.

Nær parkeringspladsen har romerne skåret store blokke ud af den bløde kalkstensklippe for at bruge dem til deres mange bygningsværker. Disse menneskeskabte huler er nu blevet brugt til noget meget fornuftigt, nemlig en stor vinkrypt under bjerget. Her er temperaturen ideel til lagring og opbevaring, og man er mere end velkommen til et besøg.

Cirka 70 kilometer fra St. Remy ligger Martigues også kaldet ”Fuglenes Spejl” Byen er gennemskåret af kanalen som forbinder den store saltvandssø ”Etang du Berre” med Middelhavet. De pastelfarvede huse spejler sig i vandet og skaber de mest idylliske motiver. Har du mere tid og energi, efter slentreturen rundt i byen, kan du fortsætte sydpå til kysten. I Cap Couonne og i Carro er der en skøn udsigt over Middelhavskysten. På hjemvejen kan man slå et lille smut ned til Istres og få et godt vue over søen.

Da vi i vinter havde mødt turistchefen fra St. Remy, på campingmessen i Bella Centeret, og talt med hende om sprogforbistringer, havde jeg brugt foråret til at oversætte St. Remys turistguide til dansk. Denne oversættelse fik vi afleveret, både til turistkontoret og til campingpladsen, hvilket indbragte nogle gode flasker vin.

Efter en dejlig tid her i vores yndlingsby, (en af dem), ville vi flytte til Avignon nogle få dage for at opleve byen. Da vi havde kørt nogle få kilometer, knækkede bilens tandrem da vi var på vej ud af en rundkørsel. Klokken var lidt over 12. De lokale var på vej hjem til frokost og vi spærrede det meste af vejen. Jeg tror det tangerer helligbrøde. Heldigvis havde vi nu mobiltelefon, så vi fik hurtigt fat i Falck som lovede at sende den lokale vejhjælp. Vi ventede meget, meget lang tid, og var tilsyneladende ikke de mest populære turister i landet i mens. Omsider kom der et ”fejeblad” som kunne have Puntoen på ladet, men da mekanikeren ville hænge campingvognen på krogen, så passede kuglen ikke. Efter en del hovedrysten og lidt franske eder blev der tilkaldt yderligere en bil til at bugsere Adriaen. Vi blev kørt til et værksted i Le Pontet, nord for Avignon, hvor vi tilbragte eftermiddagen med at vente på at der blev fremskaffet en ny tandrem. Italienske reservedele ligger ikke på ethvert fransk autoværksted. Det var nu så voldsomt blæsevejr at jeg måtte slå alle fire støtteben ned, på trods af at vi havde fået campingvognen stillet ind i værkstedsgården. Nogle vindstød var så voldsomme at vi var bange for at vognen skulle vælte. Klokken blev otte om aftenen, før bilen var køreklar, og da vi skulle køre advarede personalet os om at køre forsigtigt, selv om vinden nu havde lagt sig en del.

Da vi var nord for Avignon, besluttede vi os for at køre til Nyons, hvor vi kendte pladsen i stedet for at køre tilbage til en ukendt plads. Mens vi kørte langsomt og forsigtigt, blev vi overhalet af en lille rød bil, som tudede i hornet og pegede på vores campingvogn. Jeg havde hørt alle skrækhistorierne om landevejerøvere, så jeg lod som ingenting og kørte videre. Bilen sagtnede farten, og lidt senere kom den igen op på siden af os, og igen gestikulerede de at der var problemer bagude. Nu kunne jeg se at det var en ældre dame og en teenagepige der kørte, så jeg besluttede at hvis de kunne gøre mig fortræd, så skulle de have lov til det. Da jeg trak ind til siden og standsede, kom de og fortalte at campingvognen var punkteret på det ene hjul. Det var den ikke, men det viste sig at vindpresset på siden af vognen fik det til at se ud som om der ikke var luft i det ene hjul. Misforståelsen blev rettet, de undskyldte og jeg takkede for omsorgen, og vi kørte alle videre.

Igen blev vi modtaget som om vi pladsens yndlingsgæster. Lejrchefen insisterede på at der blev tændt for varmen på handikaptoilettet, selv om det absolut ikke var nødvendigt.

Området rundt om Nyons er oplevelsesrigt. Uanset hvilken vej man kører, er der nye skønne udsigter, men også tæt på pladsen kan man nyde de store indtryk. Lige ned til floden ligger der er dufthave, hvor man kan lade sig beruse af de skønne planters aroma.

Da vi kørte på Rocade Est i Lyon overså vi et skilt, eller også manglede det bare, og vi endte på A432 mod lufthavnen, her gik det helt galt. Vi måtte flere gange rundt i en rundkørsel med forvirrende skilte. Vi endte i lufthavnen Satolas, hvor alle skilte pegede mod parkeringskældre. Det var helt sikkert ikke det vi havde lyst til, men til sidst fandt vi dog et skilt med ”andre retninger” og glade var vi.

På hjemvejen ville vi overnatte i Strasbourg, men pladsen var stadigvæk lukket, så vi fortsatte over Europabroen, det tog en time at køre de 15 kilometer på grund af vejarbejde. Vi fandt en plads i Kehl. Pladsen var udmærket, men dog ikke noget at råbe hurra for når man har kørestol med.

På sådan en lille ”sviptur” har vi kørt over 4000 kilometer.