Med kørestol og campingvogn
Hent hele historien som pdf-fil her

 

Har nu fået bevilliget ny bil. Citroên Berlingo, med mulighed for at kunne trække en tungere campingvogn. Valget faldt på en ny Adria Unika 432, og det bliver naturligvis dejligt at komme af sted med et helt nyt vogntog.

Efter en tur med blandet vejr ned gennem Tyskland, med stop i Göttingen, Obernai og St. Vallier nåede vi til Cassis. Dvs. lidt nord for byen var der et vejskilt som vi syntes vi skulle følge, med det resultat at vi kom gennem Carnoux-en-Provence. En lang tarm af en landsby, med bump så høje at reservehjulsophænget under Adriaen bankede voldsomt ned i asfalten. Derefter nedkørsel med 13 % fald. Måtte spørge om vej, og efter en u-vending og en ekstra tur i rundkørslen, var vi på pladsen i det flotteste solskin. Vejret var så godt at vi undlod at slå telt op.

Selve pladsen var OK, handikapforholdene rimelige, men der var alt for stejlt til at gå ned til byen. Vi tog bilen for at se havnen, men alle gader var ensrettede og ingen mulighed for parkering. Endte i den sydøstlige ende af byen i en MEGET stejl gade med høje mure på begge sider, og så smal at sidespejlene strejfede murene. Fandt senere ud af at man sagtens kunne køre ned til havneområdet, hvor der er flere handikappladser. Havnen er ren middelhavsidyl med mange farvestrålende træbåde og flere turbåde, på nogle af dem er der mulighed for at tage kørestolen med ombord.

Efter at have nydt området her kørte vi igen til St. Remy, det sidste stykke af vejen i kraftig mistral. Optimistisk og forventningsfuld startede jeg med at sætte telt op, men et nyt telt hvor sidestykker og front er lynet sammen i ét stykke, og så i blæsevejr!!

Hyggeligt at være tilbage på en plads man kender. Selv den lokale hundeejer, som har en hund af samme race som vores, bød os velkommen.

Var på en lille tur forbi Le Baux og til Mousanne, for at besøge nogle venner. Pladsen her også brugbar, men ikke ret meget by.

Var interesserede i at finde en plads ved kysten. Kørte sydpå forbi Istres ved Etang-de-Berre, holdt naturligvis pause i Martigues, som er en af de smukkeste byer i området. Videre til kysten, hvor vi startede i Carro, derefter Cap Couronne hvor vi nød frokosten med skøn havudsigt, fra fyrtårrnet er der en fantastisk udsigt, helt til Marseille. For så at køre langs kysten mod øst til Madrage-de Gignac. Vi var inde og besigtige alle pladserne på denne strækning. Mange af pladserne lå idyllisk og med en fantastisk udsigt. Flere steder kunne vi se helt til Marseille, men vi fandt ingen pladser med brugbare handikapfaciliteter.

Kørte en tur mod Tarasçon-Boucaire. Videre mod Nimes hvor vi kørte nordpå gennem Gardon slugten ad D979 op til Uzès. En spændende by med hyggelige gader og det gamle borganlæg, men campingpladsen lå efter vores mening for langt uden for byen, og var for primitiv.

På hjemvejen standsede vi ved Pont du Gard, men her var sort af mennesker. Parkeringspladsen og omgivelserne var moderniserede og totalt forandrede. Men akvædukten var fascinerende som altid.

Når vi er i dette område skal vi også en tur ned gennem Carmargue’en. Ikke for at se de så meget omtalt sorte tyre og hvide heste, men for at opleve den helt unikke natur. Her kan man se store rovfugl svæve majestætisk over rørskovene, store flokke sangfugle og naturligvis flamingoer. Både når de står i de lavvandede laguner ug leder efter krebsdyr, og når de flyver i større eller mindre flokke hen over området. Vejen vest om Carmargue ender i Ste. Marie-de-la Mer. Her er to forblæste campingpladser. Begge brugbare men meget åbne for blæsten. Byen er meget turistpræget men hyggelig omkring havnen og strandpromenaden.

Næste plads blev Vaison-la-Romaine. Her er vi altid sikker på en hjertelig modtagelse, og lejrchefen kommer selv og hjælper med at få vognen på plads. Her er faciliteterne tip-top og den korte gåtur til centrum gør at vi tager turen mange gange. Det tager ikke mange minutter at gå gennem Grand Rue til den gamle bro for at nyde solnedgangen. Og der er mange indkøbsmuligheder tæt på.

For historiske interesserede er der to store romerske udgravninger midt i byen. Der er mange marmorstatuer i byen. Nogle så smarte udførte at man kunne nøjes med at udskifte hovederne når embedsmændene blev afsat. En smart form for genbrug. Arenaen lige udenfor campingpladsen bliver stadig brugt til koncerter og underholdning.

Kørte tur Nyons på markedsdagen. Vi havde hørt at campingpladsen var nedlagt, men skulle selv lige kontrollere. Området var én stor byggeplads. Hvor er det synd at nedlægge en så skøn plads. Vi vidste at en del af campisterne var flyttet til Le Clos, udenfor Nyons, så vi kørte derud for at hilse på. Pladsen ligger godt ned til floden men er meget mørk på grund af de høje klipper.

Området omkring Vaison-la-Romaine er skabt til udflugter. Uanset i hvilken retning man kører, er udsigten formidabel. Vekslende udsyn over vinmarker og frugtplantager, og altid med Mont Ventoux som det dominerende bjerg i baggrunden.

På hjemvejen prøvede vi pladsen i Chlerval ved Doubs. Pladsen er nem at komme ind på fra N83. Toiletterne er absolut ikke handikapegnede. Men pladsen er smukt beliggende lige ned til floden, og til morgenkaffen er der underholdning om fiskehejrernes kærlighedsliv i træerne overfor. For en enkelt overnatning er pladsen OK.

Fra Chlerval er der kun et par timers kørsel til Obernai hvor vi tilbragte et par hyggedage før turen op gennem Tyskland. En overnatning på rastepladsen i Allertal, og næste dag det sidste stræk hjem.