Sur og grå vinter er overstået. Vi er midt i marts. Fuglene synger, vognen er pakket. Vi skal af sted.

Også på denne tur skal vi mødes med ”ungerne”, som har taget et års orlov for at køre Europa rundt med camperen. Ved Kassel tog vi B3 over Giessen og Marburg. Dels for at slippe for bakkerne, men også fordi denne strækning er meget kønnere. Overnatning på rastepladsen i Göttingen og derfra til Camping Pasquier i Dole. Byen var flot pyntet op med blomster i alle kummer og baljer. Træer og buske blomstrede. Vi havde meget lyst til at blive, men havde en aftale med de unge. På A39 fik vi et kraftigt stenslag på forruden, som fik en mindre revne. Drejede fra i Bollene, og videre østpå til Vaison Romaine hvor vi blev modtaget med kaffe og kage.

Gik på dejligt stort og hyggeligt lokalt marked i centrum. Kom hjem og konstaterede at forruden i bilen nu var revnet helt. Sikkert på grund af varmen. Fandt et værksted og fik bestilt tid til udskiftning af ruden.

Svigersønnen ville se Fontaine-de-Vacluce. Jeg havde fortalt om dette naturfænomen, hvor vandet kommer med vældig kraft op af hullet i klippegrunden. Der er parkeringsplads derude, men man må gå det sidste stykke, og det er absolut ikke kørestolsegnet. Da vi kom hen til hullet var der kun en udtørret mudderpøl, og ikke ret meget vand i floden. Stor stor skuffelse, men naturfænomener bestemmer selv.
I den østlige side af centrum kan man gå op til Chateau Comtal som ligger højt over byen med en overdådig udsigt. Selv med kørestol kan man komme det meste af vejen derop.

Citroén værkstedet havde skiftet forruden, så nu kunne vi køre lovligt igen.
Vi måtte også vise familien alle de skønne vinbyer i området. Seguret, Sablet, Gigondas, Vacqueras og Beaume-de-Venise ligger der som perler på en snor. Alle et besøg værd, og husk nu, at i modsætning til gældende regler, skal slut s’et i bynavnene her udtales. På hjemturen krydsede vi gennem Dentellerne for at nyde naturen mest muligt. Blandt andet er udsigten fra bjergtoppene mellem Suzette og Malucéne er meget flot. Godt vi midt i et af de bedste vindistrikter når man får besøg af venner fra Danmark og familien også er her. Det bliver til mange middage og endnu flere glas af den pragtfulde vin her fra området.

Men al hygge får jo en ende. De unge skulle hjem, og vi skulle videre. Vi havde fået anbefalet en plads umiddelbart nørdøst for Marseilles. På A7 ved Etang de Berre. kom en lastbil ind foran os, og tabte, hvad vi troede var store sten, som slog op fra kørebanen og ramte vores forrude. Heldigvis var det kun store saltklumper. Men sikken forskrækkelse.

Vi måtte spørge mange gange før vi fandt pladsen i Septémes. Aldrig før har jeg set noget så rodet. Inde på pladsen var det skure og hytter bygget af tilfældige brædder og presenninger og lejrmutter var eddikesur da jeg bad om at se pladsen.
Vi kørte hurtigt videre, men nu var vi så sent på den, at det blev middagsmyldretid da vi skulle gennem Marseille. Naturligvis kom vi til at ligge bag en bybus, som standsede for hver 200 meter, og der var ingen mulighed for at overhale. Omsider kom vi da ud af byen, og fortsatte ad motorvejen mod øst. Som et plaster på såret, fandt vi en rasteplads med den skønneste udsigt ned over Middelhevet og Cassisbugten.

Vi fandt en campingplads i Les Lecque, beliggende helt ned til strandvejen, med en dejlig strandpromenade. Pladsen her er delt op i to afsnit, hvor vi vil anbefale det nederste stykke ved receptionen, hvor handikaptoilettet er. Det øverste afsnit er lidt højt beliggende, og toilettet her er ganske lille. Man kan gå langs stranden til begge sider. Til venstre kommer man til en lille fiskerihavn, og går man til højre kommer man til to store marinaer. Vi har cykelcomputer på kørestolen. En af dagene kunne jeg konstatere at jeg havde gået 18,7 kilometer, men da havde vi også været rundt i hele nabolaget. I St-Syr-sur-Mer står den sødeste kopi af frihedsgudinden.

Kører man lidt østpå kommer man til Bandol, hvor der er en kæmpe lystbådehavn. Følger man så kysten sydpå forbi Six-Four-Plage kommer man til Grd. Gaou hvorfra der er en fænomenal udsigt fra parkeringspladsen.

Campinglivet byder også på muligheder for biologiske studier. En morgen så vi en mærkelig sort stribe rundt om dørkarmen indvendig i campingvognen. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være en myrevej. Jeg prøvede først at lokke dem væk med en sukkerblanding, men forgæves. Heldigvis havde supermarkedet noget myregel, som jeg kun behøvede at sætte et par dråber af, før alle myrer var pist væk igen. En nat vågnede vi ved at en mus gnaskede i et eller andet under sengen. At jage en mus i en campingvogn er en håbløs opgave, så efter den havde plukket foret ud af min vindjakke og drukket et karton langtidsholdbart Karoline fløde med en plade chokolade til, måtte jeg træde i karakter. Løsningen blev en smækfælde. Lokket med lidt hundeguf blev den stakkels mus sendt til de evige musemarker. Når en mus dør og bliver til en engel, bli’r den så til en flagermus???

Vi blev nødt til at bryde op, da vi havde aftalt at mødes med venner på Camping Pegomas i St Remy.

På en af udflugterne ville vi igen se akvædukten syd for Fontveille. Den var svær at finde sidst vi var her, og en stor skuffelse. Vi ville se om vi havde overset noget, men vi fandt kun de små ruiner vi havde set tidligere. Daudets mølle ligger i samme område, så hvis du vil se hvor han ”måske” skrev sine breve og bøger, så er her en mulighed for et besøg.

På hjemvejen tog vi det lange stræk helt til Türkheim, hvor vi skulle gøre et ophold for at mødes med vores ”næsten naboer” hjemmefra. Türkheim har et af de bedste handikaptoiletter vi har set. Stort, flot og lækkert. Byen og omegnen er præget at utallige storke. Efter storkene var ved at uddø i Alsace, besluttede man i tresserne, at starte et projekt med genudsættelse af storke. Der blev hentet ca. 60 hvide storke fra Nordafrika. De fik stækket vingerne for at forhindre dem i at flyve væk, og i løbet af forholdsvis kort tid, havde de glemt deres instinkter til at flyve sydpå, og var nu blevet standfugle.

Vi tog at par dage i Obernai, og efter en overnatning på rastepladsen i Allertal, gik turen resten af vejen til Hundested.