Vi havde til denne forårstur fået anbefalet en ny plads nær den spanske grænse. Ved færgen blev vi meget forsinkede da vi holdt bag en tysk bil med trailer hvor familien ikke kunne finde deres billet. Der blev lang kø bag os, så vi kunne ikke bakke for at skifte til en anden kø. Overnatning på rastepladsen i Göttingen. Igen ad B3 over Marburg og Giessen for at slippe for Kasselbakkerne og næste stop i Obernai. Vi tog motorvejen helt til Besançon, derefter N83 til Poligny hvor vi kørte ud på A39. Det er naturligvis dyrere at køre på betalingsvejene, men her sparer vi til gengæld en masse tid. F.eks. tog det tidligere timer at komme i gennem Lyon, men nu er det nemt på motorvejen til frakørsel 12 mod St. Vallier. Næste morgen, efter vi var kommet gennem Tain Hermitage, var vi uopmærksomme, indtil vi opdagede at vi var på vej mod Grennoble. Måtte køre en stor omvej før vi igen kom ud på A7 ved Vallence. Sådan kan det gå når man sidder og hyggesnakker i stedet for at holde øje med vejskiltene.

I nåede til Leucate ved middagstid. Pladsen var ikke helt som vi havde forventet efter beskrivelsen. Her var temmelig rodet, og de mange fastliggere brød sig tilsyneladende ikke meget om ”turister”. Da jeg bad om nøgle til handikaptoilettet, fik jeg at vide at det var lukket på grund af ombygning.

Men der var en anden toiletbygning, problemet var bare at her var der tre trin op, og døren var udadgående, hvad der gjorde adgangen nærmest umulig. Næste dag lod vi campingvognen stå og kørte rundt i området for at finde en bedre egnet plads. Men de fleste var lukkede,. Til sidst fandt vi en velegnet plads i Ste. Marie (ikke at forveksle med den i Camaguen). Nåede tilbage til Leucate og hente vognen lige før de middagslukkede. Da vi kom til Ste. Marie var der så til gengæld lukket her, men det problem løste en pæn ældre herre. Han låste porten op og bad os køre ind.

Efterfølgende blev vi klar over at det var ”Monseur le President”, byens borgmester. Fin service. Franske og tyske naboer kom for at hjælpe med at stille vogn og telt op. Tyskerne genkendte os fra Vaison la Romaine.

Handikapfaciliteterne er OK, men der er ikke meget by. Til gengæld et det en lang og hyggelig strandpromenade. Pladsen har bagudgang direkte til stranden.


Der ligger en lille købmand lige over for pladsen, men i Cabestany på vej til Perpignan er der et meget stort indkøbscenter med diverse forretninger.

Når man kører ad kystvejen mod syd oplever man den ene spektakulære udsigt efter den anden. Tag dig god tid og stands ofte og nyd udsigten. De små havne er idylliske. Giv dig tid til et ophold i Coilloure og gå rundt om borgen og havnefronten. Her har de i gammel tid været sparsommelige: På havnen har man lavet havnefyret oppe i kirketårnet. Nyd også en slentretur gennem byen, som for øvrigt har godt offentligt handikaptoilet.

Vores franske naboer havde fået nyt telt, og store problemer med at rejse det. Jeg gik over og gav dem en hånd med det. Som tak kom de over til os om aftenen med en overdådig pic-nickurv. Vi sad i vores fortelt til sent om aftenen og hyggede, selv om der kun blev talt fransk.

Jeg havde hjemmefra læst om den lokale Banyuls-vin, så den måtte naturligvis prøves. Vi var på det lokale marked, hvor der stod en dame med en vogn med vintønder på. Jeg kunne kun handle her hvis jeg selv havde flaske med, så jeg måtte tilbage til bilen og tømme del lille vandflaske jeg havde i dørlommen. Da vi havde været hjemme og prøvesmage, måtte vi have mere. Jeg kom igen med en helliters flaske som vel kunne holde resten af ferien. Men nej, få dage senere kom min kusine og hendes mand forbi, på vej til Spanien. Den dag var det hylende koldt, så vi havde varme på i forteltet, og vi skulle da også have et lille glas at varme os på. Et dansk par kom ind for at sige farvel, og inden aftenen var forbi, stod jeg igen med en tom flaske. Men alle havde hygget sig, og jeg har lært, at de flasker jeg skal have med hjem, skal puttes ned, bagerst i magasinerne.

Turen sydpå langs kysten var så smuk, at vi måtte udforske det yderligere. Ved Collioure kan man køre ad D86 op til udsigtspunktet ”Tour Madeloc” og ned igen enten mod Port-Vendres eller Banyuls.

Ruten er en bjergtur, og jeg vil ikke anbefale turen i en stor bil, men udsigten heroppefra er i den grad imponerende. Følg kystvejen D114 videre forbi Rederis og Cebère, eventuelt et stykke ned i Spanien, hvis du da kan rumme alle disse synsindtryk.

Kørte en tur til Amalie-les-Bains for at se på campingplads i dette område. Fandt ikke noget brugbart. Toiletforholdene var for ringe, men en meget flot tur medudsigt til sneklædte bjergtinder hele vejen. Fortsatte over grænsen for at shoppe lidt i grænsebutikkerne.

Lejrchefen sagde der var varslet meget kraftig blæst langs hele kysten de nærmeste dage, så jeg pakkede teltet ned for at køre til Millau i morgen. Forærede vores sidste danske øl til franskerne, som postulerede at han godt kunne læse den danske tekst. ”Sort Guld” blev med fransk accent til ”Sorte Gylle” men sådan er der jo så meget med sprogforbistringer. Vi drikker stadig sort gylle med velbehag.

Da vi kørte, var det allerede begyndt at storme. Den lille Berlingo måtte slæbe noget da vi havde stik modvind fra kysten til motorvejen. Først da vi drejede fra A9 og nordpå kunne vi mærke vinden aftage noget.

Jeg var totalt ufoberet på de kraftige stigninger på A71. meget lange stræk med vejarbejder fordi motorvejen mod Millaubroen var under udbygning. Kørte en lang strækning i 850 meters højde. Et goldt og gråbrunt naturområde, men mange smukke oplevelser på turen. Umiddelbart før vi nåede Millau var vi inde på en parkeringsplads og der åbenbarede et naturceneri sig.

Fra denne plads var der panoramaudsigt ned over byen, som lå dybt nede i dalen med alle de glinsende floder, spejlende sig i sollyset. Det var åndeløst smukt. Resten af turen gik zik-zak ned mod byen. Hjemmefra havde vi valgt camping Les Erables fordi den var beskrevet som pladsen nærmest byen. Det viste sig dog at der var to pladser som lå nærmere. Vi fik anvist en plads direkte på flodbredden og fik rejst teltet i en fart. Her er så betagende smukt med de bløde bjergskråninger hele vejen rundt. Der er grusgange på pladsen, men nemme at gå på. Handikaptoilettet er stort og velfungerende. Gåturen op til byen tager ikke mange minutter, og byen er hyggelig og der er ramper ved alle fortovshjørner.

Vågnede op til 0,1 grads frost, men kl. 08,24 kom solen fri af bjerget, og så kom varmen. Jeg kunne sidde på vores plads med fiskestangen, dog uden at fange noget. Det store bjerg er et yndet startsted for drageflyvere. Det er et fascinerende syn at se dem svæve stille over byen, og til sidst lande lige ved siden af pladsen.

Onsdag og fredag er der et skønt lokalt marked i centrum. Disse dage er de gamle markedshaller åbne for kød- og fiskeudsalg.

Når vi sad udenfor teltet om aftenen, kom flagermusene ind over floden på jagt efter insekter. Nogle gange kom de så tæt på, at man næsten kunne føle man blev fløjet ned.
Uanset hvilken vej man kører, kommer man til at køre langs en flodbred, Turen mod øst langs Dourbie-floden er meget flot og afvekslende, men den smukkeste og mest spændende er mod nord gennem Tarnkløften. Det ene udsigtspunkt afløser det andet, det ene øjeblik har men udsigt til bjergene og det næste et dybt blik ned i kløfterne. Husk endeligt at dreje fra vejen og kør op på et ef de mange udsigtspunkter, du vil ikke fortryde det. Vi endte i Malene før vi vendte om, med næsten for mange sanseindtryk

Vi måtte op og nyde udsigten fra toppen af det store bjerg. Der var næsten 10 kilometers kørsel opad gennem bratte hårnålesving, før vi nåede toppen. Det var spændende at se paragliderne kaste sig ud over klippesiden når de startede. En af dem prøvede gentagne gange at komme i gang, men hver gang han tog tilløb, standsede han i sidste øjeblik, mens han gang på gang råbte ”Merde”.

Heroppe fra er der en fænomental udsigt over hele byen.
Vi havde aftalt at mødes med gode venner i Aubignan i påsken, men det var med vemod vi pakkede og forlod Millau, men vi kommer helt sikkert tilbage.
Vi var lidt bekymrede for den lange og stejle opkørsel med campingvognen fra Millau. Men den voldte slet ingen problemer for Berlingoen selv om den måtte slæbe i et lavt gear.

Aubignan er en plads hvor folk kommer igen og igen, men vi blev modtaget med åbne arme og følte os straks hjemme. Faciliteterne er OK, men byen er lidt kedelig. Da vi spurgte et par af de lokale betjente om betingelserne for parkering med handikapskilt, var de interesserede i høre hvad vi måtte i Danmark. Her måtte vi gøre det samme, og så forærede de os en blå parkeringsskive til brug i ”Zone Bleu”.

Indkøbsmulighederne er ikke store. En lille Simply i byen, men i Sarrians er der en stor ny Intermarché. På hjemvejen overnattede vi på rastepladsen i Hamburg Stillhorn. Der var et voldsomt uvejr da vi ankom, med meget ringe sigtbarhed. Da det var weekend var pladsen overfyldt af lastbiler. Vi måtte klemme os ind i et hjørne mellem store træer. Om morgenen var asfalten dækker af et tykt lag nedfaldne grene, rakler og blade. Den sidste del af vejen i Nordsjælland havde vi så kraftig modvind at Berlingoen havde svært ved at holde farten.