I løbet af sommeren har vi talt om at vi gerne ville opleve Millau igen. Naturen måtte være anderledes om efteråret. Som vanligt overnattede vi på rastepladsen i Göttingen.

Vi stod tidligt op, og kørte mens det endnu var mørkt. Der var et kæmpe vejarbejde på A7 lige syd for Göttingen, med omkørsler gennem byggepladserne. I mørket var det svært at orientere sig, og skiltningen var dårlig. Naturligvis kørte vi forkert og endte med kurs mod Leipzig. Frem med Michelin-kortet og finde en vej sydpå. Lidt senere kom vi til et skilt mod Eschwege og B27, så kendte vi vejen, her havde vi været tidligere. Så var det bare at køre mod Bad Hersfelt og videre ad A5. men en lang og dum omvej.

Vi blev en enkelt nat på en overfyldt plads i Obernai, og kørte derefter til Tournon-sur-Rhone. En nem plads at komme til, selv om man skal over på den anden side af floden. Pladsen ligger lige i byen og direkte på flodbredden. Lige uden for pladsen er der en anløbsbro for de store turbåde, så her er altid underholdning. Der er mange tursejlere på floden, også med danske flag. Handikaptoilettet var ikke overvældende, der var et par små trin og adgangsforholdene var ringe. (Men efter de nye ejere er kommet er toiletterne bygget om, og er nu OK).

Vejen fra kysten og op til Millau var stadig under ombygning. Vejarbejdet meget mere omfattende end i foråret. En stor del af vejen var der køkørsel. På den stejle del af ruten, holdt vi helt stille, for så at bevæge os fem meter frem ad gangen. Det er ikke spor sjovt at holde på sådanne stigninger og fornemme at der lugter af varm kobling.

Selv om vi har oplevet den fantastiske udsigt ved nedkørslen til Millau før, så tager den stadigvæk pusten fra én. Denne oplevelse mangler hvis man kommer fra nord, men ligger man på én af pladserne her, så kan man jo køre op til et af udsigtspunkterne, og dem er der mange af. Spændende er det også at køre ud og se på det imponerende brobyggeri ved den nye viadukt.



En dag kørte vi ad Pauhe-vejen til La Rozier. Ud langs Gordes de la Jonte til gribbe udstillingen ved Tuel. Hvis man er bare lidt interesseret i de store fugle, så brug et par timer her, der venter der en stor og informativ oplevelse. Lidt længere ude er der et område for bjergklatrere. Denne dag var der en der var kommet til skade på klippevæggen, og måtte undsættes med redningshelikopter. En farefuld bjergningsaktion med rotoren så tæt på klippen.

Vi var oppe på udsigtspunktet ved les Vignes. Vejen var stejl men bedre end forventet, og da vi kom op i 1018 meters højde var udsigten ganske enestående. Bilerne der kørte langs floden 400 meter under os, sås kun som små prikker. Heroppe svævede mange gribbe og ørne lige over hovedet på os, med kæmpemæssige vingefang.

I vejrudsigten så vi der var varslet uvejr, så vi besluttede at køre videre til Ste. Marie-Plage. (Den der ligger ved Perpignan). Næste morgen var det buldrende mørkt, og det begyndte at regne da vi kørte ud af pladsen. I bakspejlet kunne jeg se at regnfronten var lige bag os, hele vejen til kysten. Opklaring da vi nåede Ste. Marie. Og umiddelbart efter kom solen i gennem. Så heldig kan man være.

En aften da vi havde været på vores slentretur til havnen langs strandpromenaden, så vi en stor flok flamingoer komme flyvende. Der var langt over tusinde der kom i kileformation. Det er en oplevelse der gør én stum og andægtig.


Vi kørte en tur til Ceret for at se på eventuelle pladser, men fandt intet brugbart. Vi fortsatte til Spanien for at købe billigere benzin og handle lidt i grænseshoppen. Her blev vi standset af politiet, vistnok fordi vi havde lys på bilen. Bilen blev undersøgt, men dog ikke så grundigt som dem foran. De fik taget alt ud af deres gamle Citroén, selv sæderne. Lokalradioen lovede stadig 30°, her i starten af oktober.

På hjemvejen ville vi finde en plads ved Cap d’Agde. Det blev Mer et Soleil. Den var brugbar for et par dage, men stien til stranden var med løst sand, og tung at gå på. Men vi var helt nede ved vandet. Kørte nogle hyggelige ture til Agde og langs Herault floden. I Séte var der et hyggeligt byliv, og meget smukt langs kanalerne. Kørte videre over Nimes og Tarasçon til St. Remy, hvor vi havde aftalt at mødes med et par hold venner. En af vennerne er også kørestolsbruger, og da han havde problemer med sin markise, blev det til en dags arbejde for mig på toppen af en stige med at rense, smøre og justere.

Vi havde et problem med lampen over bordet. Plastikfatningen var helt smeltet sammen. Den franske parlør var ikke til megen hjælp i udstyrsforretningen, men man kommer langt ved at bruge begge hænder på fransk. På en tur til Nimes for at se arenaen og parken, kom vi til et kæmpemæssigt loppemarked. Vi ville gerne have været en tur rundt og kikke, men der var så mange suspekte personer der var interesseret i vores bil, så vi kørte videre.

Her i ydersæsonen har de fleste pladser lukkede, men vi havde fundet en åben plads i Rochefort-sur-Nenon, lidt øst for Dole. Pladsen ligger lidt ude på landet og er nærmest en bondegårdscamping med mange trin op til toiletterne. Men vi skal kun være her for en overnatning. På hjemvejen kørte vi ved siden af en skypumpe der bevægede sig inde på marken i samme hastighed som os. Rimeligt fascinerende at se støv, græs og affald blive suget spiralformet højt op i luften.

Her omkring 1. november kan der være buldrende mørkt om morgenen. Kl, 7.45 måtte jeg bruge pandelygten da vi skulle gøre klar. På A36 mellem Belford og Besançancon lå der 10 cm. sne, ingen problemer med trafikken, men til gengæld var det snedækkede landskab eventyrligt smukt. Som sædvanligt overnattede vi i Obernai og Allertal og efter 5200 kilometers kørsel kan vi se frem til en vinter med planlægning og forventning til forårsturen.