Sommeren var gået med at studere de få campingbrochurer vi dengang havde, beslutningen blev truffet. Vi skulle helt til Alsace!

Den 17. september kørte vi sydpå, forventningsfulde som små børn. Vi havde fundet en campingplads ved Soltau i Tyskland som måtte passe med den første dagsmarch. Dagen før vi skulle af sted talte vi med en håndværker, som havde camperet før. Han fortalte, at de plejede at overnatte på rastepladserne ved motorvejene ned gennem Tyskland. Da vi kom til Soltau, var det stadigvæk tidligt på dagen, så vi besluttede at køre lidt videre, og overnatte på en motorvejsrasteplads.
Turen ned ad A7 gik så godt, at vi nåede til Seesen før vi syntes det var tid til at standse for natten. Naturligvis havde vi holdt en del pauser på turen, men vi var alligevel forbavsede over at være nået så langt på første dag.
Vi syntes der var rimeligt støjværn ud mod motorvejen, og mente pladsen var så godt besøgt at det var betryggende nok at overnatte her.
Klokken var 19.30 da støttebenene blev slået ned, og vi kunne sætte os ind med aftensmaden og en god flaske rødvin fra færgen. Vi havde naturligvis ikke el på denne plads, så vi sad i stearinlysenes skær og hyggede os.

Inden vi kørte hjemmefra, havde vi gennem det tyske turistbureau, købt en nøgle som passede til alle handicaptoiletter i hele Tyskland. Det viste sig at være delvist overflødigt, da der på rastepladserne var toiletbetjening som altid har været meget behjælpelige. Handikaptoiletterne på motorvejene er generelt store, rene og velindrettede.

Natten forløb godt, indtil et par hollandske familier genfandt hinanden lige udenfor vores vogn, og deres højrøstede gensynsglæde forstyrrede natteroen.
Da vi fortsatte søndag morgen og kom lidt syd for Göttingen syntes jeg godt nok at stigningerne begyndte at blive lidt kraftige. Jeg havde nok hørt om Kasselbakkerne, men at jorden var så ujævn, havde jeg ikke forestillet mig. På et tidspunkt troede jeg at motoren var gået i stykker, fordi den helt manglede trækkraft, og det på et tidspunkt hvor jeg var helt sikker på at vi kørte nedad. Det var rent synsbedrag, og stigningen var simpelthen så stejl at vi helt tabte farten. Jeg måtte ned i 2. gear for at accelerere op ad stigningen. Den lille Punto var bestemt ikke glad for de lange seje stigninger. Men problemet gentog sig når vi skulle ned igen. Fordi bilen var så let, føltes det som om campingvognen hele tiden ville overhale. Men med en moderat fart og ved hyppige gearskift kom vi rimeligt smertefrit gennem området.

Hjemmefra havde vi læst om en genvej fra Kassel til Frankfurt. Vi drejede fra i Kassel og endte naturligvis inde i byen. Vej nr. 3 som vi ledte efter fandt vi ikke, men meget trafik og selvfølgeligt ikke noget sted hvor vi kunne vende.
Omsider kom vi rundt, og fandt med en del besvær tilbage til motorvejen som vi herefter fulgte resten af vejen til Karlsruhe, hvor vi kørte vest på.
Vest for Karlsruhe skulle vi ad vej nr. 9 sydpå, men igen kom vi ind i byen uden at finde den rigtige vej. Vi troede i lang tid at vi var kørt forkert, men opdagede på et senere tidspunkt, at vi var på nr. 9 som vi skulle.
Efter en forespørgsel hos grænsepolitiet fandt vi, sidst på eftermiddagen, campingpladsen i Lauterbourg som vi havde læst så meget positivt om hjemmefra. Imponerede over at have kørt turen på to dage, i stedet for de planlagte tre.
Men stor var vores skuffelse da vi kom ind og så pladsen. Det havde regnet i tre uger, og pladsen var dækket af et flere centimeter tykt lag brunt mudder, som både lignede og delvist lugtede som hundeefterladenskaber. Om det bare var jorden der var sådan, eller det var den nærliggende kemikaliefabrik der var skyld i miseren, ved vi ikke, men ubehageligt var det. Mudderet klæbede til skosåler og kørestolshjul og smittede af på alt det kom i berøring med. Og det var så godt som umuligt at vaske af igen.

Handicapbadet var et stort bart rum, og vi spurgte lejrchefen hvordan han forestillede sig en kørestolsbruger skulle bade her, slog han ud med hænderne, og mente ganske selvfølgelig at Conny da bare kunne blive siddende i kørestolen mens hun badede.

Mens jeg sad, træt og opgivende, efter hvad jeg syntes var en lang og strabadserende tur, sagde Conny at jeg da hjemmefra havde sagt at hvis vejret ikke var godt på den første plads, kunne vi altid køre længere sydpå i Frankrig, til vi fandt det gode vejr. På dette tidspunkt hvor jeg syntes jeg havde kørt en halv menneskealder, syntes jeg absolut ikke, at den bemærkning var velplaceret.

Næste dag tog vi regntøj på og gik en tur op i landsbyen, hvor vi fandt tre bagere, men ellers ingen forretninger. Nu var vi kommet til det store udland og så skulle vi også have en kage med hjem til formiddagskaffen. Jeg gik ind, pegede på en plade kager, og rakte to fingre i vejret. Bagerdamen slog beløbet op så jeg kunne se det. 34 franc, over 38 kroner for to små kager. Så syntes jeg det var nok. Da jeg kom ud til Conny som sad og ventede udenfor fortalte jeg med meget store danske bogstaver hvad jeg syntes om at køre over tusind kilometer for at komme til et land hvor jeg blev udplyndret på det groveste, og så i regnvejr.

Min kone kender mig, så hun fremtryllede en god frokost, hvorefter hun lokkede mig med en tur til Wissemburg. En smuk og interessant by, hvor vi fandt turistkontoret med henblik på at finde en campingplads her. Men nej, her var ingen plads i nærheden. Gik derefter i det lokale supermarked hvor jeg blev vildt imponeret over vinpriserne. Tænk at en hel liter rødvin kunne fås for 7 franc. Da jeg så de lokale købte den, mente jeg nok at jeg også kunne prøve. Jeg indrømmer gerne at det var sidste gang jeg købte en så billig vin. Men så vidt vi husker gled den da ned, ledsaget af stegt andebryst, pasta og bearnaisesovs.

Vi besluttede at give lejrchefen og vejrguderne en sidste chance, og tage endnu en overnatning.

Næste morgen støvregnede det stadig, men vi havde læst om de pragtfulde omgivelser, så nu skulle vi ned og se på Rhinen. Hjemmefra havde vi læst at pladsen lå lige ned til floden, men på grund af vejret tog vi bilen i stedet for at gå, som vi normalt ville have gjort. Senere har vi erfaret at afstandsangivelser på fransk er et dejligt elastisk begreb. Der var langt ned til vandet, men Rhinen var imponerende. Der var meget høj vandstand på grund af den megen regn og strømmen var kraftig. Da vi kunne køre på asfaltvejen på flodbredden, med samme hastighed som en drivende træbjælke, kunne vi anslå strømmens hastighed til 9-10 knob

Jeg syntes jeg havde fået nok af, helt bogstaveligt at skøjte rundt for at komme fra grusvejen og hen til campingvognen, og alt var blevet mere eller mindre bæbrunt, så vi besluttede at finde en anden plads sydvest for Strasbourg.

Vejen fra Lauterburg mod syd var nyanlagt, så det var nemt at komme til Strasbourg, hvor vi kom ind på motorvejen gennem byen. Men uerfaren som jeg var med at køre med campingvogn i udlandet, fik jeg en ubehagelig overraskelse over storbytrafikken da vi skulle gennem Strasbourg. Jeg syntes dengang, at det var meget svært at holde øje med de øvrige trafikanter og samtidig finde de rigtige frakørsler, for vognbaneskift var dengang noget jeg helst undgik.

Det positive var at solen begyndte at titte frem, og temperaturen var kommet op på 20º da vi kørte på motorvejen.

Den plads vi havde udset os var i Obernai, men kørselsbeskrivelsen var mangelfuld, så vi måtte igen spørge om vej. Nu kneb det for alvor med kommunikationen, for selv om jeg gentagne gange pegede på campingvognen og gentog ”campingplads” stod folk lettere hovedrystende og gloede på os dumme turister. Måske har vi set tilpas suspekte ud, for den sidste adspurgte viste os vej ud til gendarmerne. En af betjentene kunne ganske få engelske ord, men han skulle lige være færdig med at vaske sin privatbil, før han havde tid til at forklare os vejen til pladsen.

Genvejen bag om kirken havde to meget høje vejbump, og da campingvognen var så kort. kom bagenden ikke fri at bumpet da hjulene kørte ned, med det resultat at de bagerste støtteben hamrede ned i toppen af bumpet med et mægtigt brag. Heldigvis blev intet beskadiget, men vi fik en stor forskrækkelse.

Endelig fandt vi pladsen, pragtfuldt beliggende inde i byen lige op ad parken, og så i solskin.

Obernai var virkelig en perle. En smuk by på vinruten med de gamle blomstersmykkede bindingsværkshuse som omkranser torvet. Kort gåafstand til forretninger og seværdigheder. Og hvis man søger lidt væk fra hovedgaden som er meget smal, og hvor franskmændene kører som gale, kan man sagtens finde kørestolsegnede og hyggelige veje.

Byen ligger kønt, omkranset af højdedragene mod øst og Vogeserbjergene mod vest. Et rigtigt lille smørhul, beliggende midt i Alsaces vinmarker.

Indkøbsmulighederne i Frankrig er oftest gode, og fordelen ved at gå i de lokale supermarkeder er naturligvis, at man i ro og mag kan gå rundt og finde sine varer uden de store sprogproblemer. Dog havde vi en fransk parlør i lommen, som vi har haft glæde af mange gange i starten, da vi endnu ikke viste hvad de forskellige madvarer hed. En af de pudsige oplevelser var, da jeg fandt en ny slags paté, ganske vist lidt lys at se på, men den skulle prøves. Den smagte mærkeligt på et stykke flute og blev kasseret. Senere fandt jeg ud af at butterdej også hedder pate på fransk. Men et stykke brød med en skive rå butterdej på, blev aldrig min yndlingsret.

Dagene i Obernai blev flittigt brugt til utallige udflugter. Området et velegnet til ekskursioner hvad enten man tager bilen og kører en tur ad Route du Vin og nyder de pittoreske småbyer her, eller man tager en udflugt til Colmar med den gamle bydel, gennemskåret af et net af smøger og gågader med dekorative middelalderlige bindingsværkshuse. Og naturligvis den idylliske tur langs ”Det lille Venedig”, garvernes gamle kvarter, og hvor fiskerne i fordums tid sejlede deres fangster ind.

Strasbourg med Europa Parlamentet, katedralen og La Petite France skal også opleves når man er på de kanter. De store byer giver naturligvis større muligheder når man skal færdes med kørestol, men man skal ikke forvente kørestolsegnede fortove alle steder, ofte bliver man nødt til at gå ud på gaden, enten fordi fortovet er spærret af skraldespande, parkerede biler eller andet, eller fordi belægningen er så dårlig at den er umulig at køre på.
Alligevel er vi ikke stødt på problemer med at gå med kørestolen, som har været større end vi let har overvundet dem.

I området omkring Obernai har vi travet omegnen tyndt, med lange gåture på stierne i vinmarkerne, eller skovstrækningen langs l’Ehn floden.
I Supermarkedet ”Match” i Obernai havde vi en skøn oplevelse. Da vi en eftermiddag handlede ind, var der dækket op med masser af vinflasker og glas. Vi blev inviteret til vinsmagning af en venlig herre. Vi troede naturligvis det var en af de ansatte, så vi takkede for gæstfriheden og smagte interesseret og med stor fornøjelse på de dejlige vine. Vi lagde godt nok mærke til en hvidkitlet mand der gik og skulede mærkeligt til os, men tog os ikke af det, vi var jo i godt selskab. Noget senere fandt vi ud af, at det var en af byens sutter der havde inviteret os, og at det var vindisponenten der havde gået og nidstirret os.

Når man er i Alsace om efteråret har man store muligheder for at opleve vinhøsten med alle dens farvestrålende indtryk. Lokale, gæstearbejdere og tilrejsende unge er i gang med plukningen, mens vinbønderne kører til og fra med traktorer og vogne. Der bliver arbejdet hurtigt og effektivt og det er klart at hverken turister eller andre skal sinke traktorerne. Vi ser flere privatbiler og en turistbus blive presset ind til siden fordi de tilsyneladende kører i vejen for traktorerne med høsten. Til gengæld får vi masser af smil og venlige bemærkninger da vi går gennem området med kørestolen.

De mange kønne ruter og småbyerne oppe i Vogeserne når man kun i bil. Men mulighederne er endeløse. På ethvert turistbureau i Alsace eller på Det Franske Turistkontor i København kan man få rute- og turforslag, og ligegyldigt hvor man færdes, får man disse næsten ubeskrivelige naturoplevelser.

Husk også at se op. I Vogeserne findes der mange arter rovfugle, og det er et betagende syn at se ørne eller hvepsevåger sejle majestætisk forbi, mens man sidder og holder pause. Men også falke, musvåger og forskellige høge og især de røde glenter som der er mange af, imponerer os med deres flyveopvisninger.
På en hjemtur fra klosteret St. Odile var vi nær kørt ind i en kongeørn, som kom bagfra og dykkede ned foran bilen, hvor den brat bremsede op. Her fandt vi ud af hvor stort et vingefang en sådan ørn har. Den tog næsten hele udsynet, og det er begrænset hvor kraftigt man bremser op på en stejl, smal vej, når man ved at der er en klippevæg på den ene side og en dyb afgrund på den anden. Her skete ikke noget, både ørn og vi slap uden skrammer.

På denne, vores første frankrigstur havde vi kun set én eneste dansk campingvogn. En lille RCer magen til vores egen, og da vi havde været her en uge kom der en til.. Tre små RCere på samme plads og det var de eneste danske vogne vi så i de tre uger vi var væk.

I Artzviller, på Canal de la Marne au Rhin, blev Europas største skibselevator taget i brug i 1969. Flodbådene sejler ind i et ”badekar” på 43 meters længde, og bliver transporteret næsten 45 meter op til den overliggende kanal hvorved de kan spare gennemsejlingen af 17 sluser. Skibselevatoren vejer 900 tons når den er fuld, så det er en anseelig vandmængde der bliver flyttet. Min første tanke var ”så stor en vægt kan man da ikke løfte” men genistregen består i, at der er indbyggede to kæmpe- kontravægte i slusekammeret. Disse vægte bevæger sig i modsat retning af ”badekarret” så der er konstant ligevægt. Og en forholdsvis lille elektromotor er nok til at trække det hele. Det er absolut en seværdighed for børn og barnlige sjæle.
Når man, som jeg, gennem flere år har drømt om en tur med sin båd ned gennem Europas vandveje, var det som om lidt af drømmen var gået i opfyldelse da vi, efter en dejlig tur i Saverne, kørte langs med Marne au Rhin kanalen. Ganske vist med fast grund under hjulene, men dog ad samme rute som vi ellers ville have sejlet.

Spændende var det også at følge sejlernes genvordigheder når de skulle i gennem sluserne. Her skinnede det rigtigt i gennem, at de fleste af de ”søfarende” ikke var rutinerede sejlere. Men især var det ægtefæller som tog den store verbale tørn når de var kommet ind i slusekammeret, og skulle holde klar af de, ofte fedtede og slimede sider mens vandstanden i kammeret blev hævet.

Det var næsten som den underholdning vi kender så godt fra de danske havne. Den vistnok selvudnævnte skipper af hankøn, siddende i cockpittet med et eller andet rygende i mundvigen, mens han drejer hysterisk på rattet og hiver gashåndtaget frem og tilbage, mens vor mor farer som en hovedløs høne fra den ene side af dækket til den anden, fægtende med bådshage, fendere og diverse tovværk.

Disse kanalsejlende baljer er ofte lige så polstrede udvendigt som radiobiler i Tivoli, med lige så mange fendere som der er perler på en rosenkrans.

Da den lokale radio lovede nattefrost i Schwartswaldbjergene, og temperaturen i vognen om morgenen kun var på 10 grader, besluttede vi at vende næsen hjemad.
Vi valgte at køre ad den tyske vinrute, vest for Rhinen. Turen var smuk og landskabet meget farverigt, men vejen var meget trafikeret af landbrugsmaskiner på grund af den tyske vinhøst. Da vi nåede Mannheim kørte vi endnu engang forkert. Vi nåede næsten til Heidelberg før vi fandt A5. Turens motto blev: ”Hver gang vi kører forkert oplever vi noget nyt”, -og som vores datter efterfølgende sagde, ”Tag dog den slags som en oplevelse”.

Vi var først inde på en rasteplads ved Kassel, men pladsen var lille og øde så vi fortsatte til Göttingen hvor pladsen var betydelig bedre og hvor der var mange andre overnattende. Også her er handikapfaciliteterne OK.

Næste dag var vi hjemme efter en tur på 2500 km. Mange oplevelser og erfaringer rigere.