Så er det lørdag den 13. marts og vi er på vej sydpå i stiv modvind. Næsten ingen trafik og meget lidt vejarbejde. Første overnatning i Göttingen og næste i Obernai, hvor pladsen var så våd at vi måtte holde ude på vejen, dog så varmt at vi kunne sidde ude i solen med kaffen.

Motorvejskørsel til frakørsel 4 i Besançon, derefter N83 mod Poligny og ud på A39 igen. I St. Vallier var temperaturen så høj at vi sad ude med aftensmaden.

Vi ville opleve området omkring Marseille, så vi havde valgt pladsen i Aubagne. Spurgte to damer om vej, de pegede i hver sin retning. Heldigvis kom der en dansker som absolut ville køre i forvejen, fordi han kendte lejrchefen. Ad smalle, snoede og stejle veje kom vi til pladsen som var totalt ubrugelig. Vi besluttede at køre til la Ciotat, men her var kun ”La Gusta” åben. Alle pladser var optaget af fastliggere. Nu blev det svært, fordi så få pladser havde åbent så tidligt på sæsonen. Ifølge campingguiden havde Cassis åbent, men få kilometer fra byer var der omkørsel pga. vejarbejde Vi blev næsten ledt tilbage til Aubagne ad en ganske smal og vej, så stejl at vi måtte køre i andet gear. Besluttede at vælge det sikre, og kørte til St. Remy, hvor vi først ankom kl. 16.30.

Dejligt at være på en plads hvor alt fungerer. Selv om vi har været her så mange gange kan vi stadig køre ud og finde nye oplevelser. Vi var bl.a. en tur til campingpladsen ved foden af Ste. Victorie for at se om den kunne bruges, den var absolut ikke kørestolsegnet. Men selv her i Provence kan der være koldt. Den 24. marts var det så koldt at vi kontrollerede at datoen ikke var i december. Der var rim på bilen og vi havde varme på i vognen hele dagen, men næste dag var der sommer igen.

Efter et par uger med hygge og gensyn med gode venner måtte vi videre. Der var mindre ene 1½ timed kørsel til Vaison-la-Romaine. Som sædvanligt kom personalet og hilste os velkommen og hjalp vognen på plads.

Kørte til Bollene for at se på pladsen der. Den kommunale plads som ligge lige midt i byen er velegnet. Gruspladsen er hård ved pløkkene men med stålpløkke er der intet problem. Vi kørte videre mod Bagnol-sur-Seze. Pladsen lå meget længere væk fra byen end beskrevet, en anden plads var meget bedre, smukt beliggende ned til floden men med løst grus på gangene. Faciliteterne OK.

Vi fortsatte for at se pladsen i la Rocque-sur-Seze. For at komme over floden skulle vi over en smal bro. Advarselsskiltene viste at broens bredde var 2,3 m og ingen mulighed for at vende. I sådan en situation er man mere end lykkelig for at at der ikke er en Adria på krogen i dag. Pladsen i la Rocque er uegnet for handikappede. (Der findes en anden, og bredere vej derop gennem bjergene). Naturen her er meget smuk og afvekslende.

Vi så et skilt mod ”Cascade-du Sautadet”. Vi kørte derud og fik dagens oplevelse. Floden (Seze) havde skåret sig ned i den bløde klippe og dannet et væld af større og mindre vandfald og brusende bassiner. Her kan man naturligvis ikke gå med kørestol, men jeg plejer i sådanne situationer, at bruge foto og videokameraet rigtigt meget, så vi efterfølgende kan nyde disse oplevelser hjemme.
Brantes er en lille bjergby der ligger klistret op på en bjergside. Her er virkeligt muligheder for at bruge fotografiapparatet. Der er de skønneste motiver overalt. Turen derud gennem Toulurene-dalen er meget smuk.

Vi kørte til l’Isle-sur-la-Sorgue hvor datteren og svigersønnen havde lejet en hytte på pladsen. Det er altid overhyggeligt at mødes med ”ungerne”. Det bliver altid til ekstra oplevelser og hygge, og en god påskefrokost kan man vel altid klemme ned.
Vi kørte en tur til Avignon, for at vise byen frem. Hyggeligt med en tur gennem centrum, og især turen op i parken over Pavepalæet vakte jubel, men udsigten heroppefra en også fantastisk.

Vi skulle en dag ud og se okkerminerne i Rustrel. Da vi kom gennem Apt så vi et campingskilt. Naturligvis måtte vi ind og besigtige pladsen. En positiv overraskelse. Pæn og velholdt plads med 2 handikaptoiletter, og i gåafstand til byen. Da vi kom til Rustrel, fik vi yderligere en overraskelse. Det var et kæmpeareal med søjler og bakker og groteske figurer, dannet ved at jernoxiden er gået i forbindelse med okkeret. Hele området changerer i alle gul-brune farver. Imponerende flot, men kun det første stykke kan opleves med kørestol.
Lidt turistsnyd er der også. Vi gik efter skiltet mod Cascaden, og der var rigtignok et lille vandfald, men helt tæt på kunne vi se rustne vandrør og slanger der førte op til toppen af skrænten, hvorfra ”vandfaldet” så rislede ned. Iden del af området der hedder Sahara er den skulpturelle del flottest.
Der var mulighed for at skylle farverne af hundene ved udgangen. Det var også nødvendigt, for der var påfaldende mange ”Golden” retrivere efter de havde leget i området.

Naturligvis skulle vi også en tur til toppen af Mont Ventoux. Vi nåede dog kun til Chalet. Her var vejen helt lukket pga. sne. Datteren ville gerne se Ardeche kløften, så vi lagde kursen om. Da det blev en længere tur måtte vi proviantere på vejen. Heldigvis faldt vi, på trods af påsken, et åbent supermarked i Serians, hvor vi kunne købe ind til en god frokost, så vi senere kunne sidde i græsset med udsigt ned over Ardechefloden og nyde maden og det gode vejr.

Efter påske, da de unge var rejst hjem, flyttede vi til Les Cèdres i Apt. Det er rart med en plads i landlige og fredelige omgivelser, og hvor man kan gå til centrum på få minutter.

Apt er en dejlig by, afvekslende med charmerende forretninger og gamle krogede gader. Det ugentlige marked er kæmpestort. Området omkring Apt er også velegnet for udflugter. Hvis du tager D943 sydpå kan du standse ved Ford de Buoux og gå ud ad grusvejen, hvor klippen hænger ug over vejen er der poteaftryk i klippen fra præhistorisk tid. Herfra er der også udsigt til den stejle klatreklippe, somer en af de mest benyttede i denne del af Frankrig. Fortsæt turen mod Saignon, hvorfra der er en skøn udsigt ned over Apt, eller fortsæt op over Luberon-bjergkæden og nyd udsigten herfra. Der er en skøn udsigt ned over Apt, eller fortsæt op over Luberon-bjergkæden og nyd udsigten herfra.