Om efteråret kom vognen på værksted, og var der en stor del af vinteren. Beklædningen og isoleringen i hele den ene side og bagenden blev skiftet ud, uden beregning. Fin service fra campingcenterets side. Og nu havde vi en næsten ny vogn.

Vi turde ikke køre uden reservehjul, så dette var blevet anskaffet, og jeg havde lavet diverse adaptere, for erfaringerne havde vist at danske el-stik ikke altid passede i gamle franske kontakter, og det blå EU-stik var endnu ikke så udbredt.

Efterårsturen havde givet os blod på tanden. Vinteren blev brugt til at studere campingbrochurer og kort. Nu skulle vi til Sydfrankrig. Valget stod mellem Nyons, beliggende øst for Orange, og Pont-du-Gard. Afstanden fra Danmark var næsten den samme, og da Pont-du-Gard er en så stor seværdighed, blev vi enige om, at vi måtte opleve den først.

Den 31. marts futtede vi sydpå, igen var forventningerne skyhøje. Nu skulle vi helt til Sydfrankrig, og så som næsten fuldbefarne campister. Og der er med en vis fryd at vi forlader Sjællands slud og sjap, med tanken om at skulle ned til sol og varme.
Også denne gang overnattede vi i Seesen, og havde ingen problemer med at holde varmen om natten selv om temperaturen var lav, og snedriverne lå højt langs motorvejen ned gennem Tyskland.

Vi havde kontaktet FDM som anbefalede os at køre ad B27 for at slippe for Kasselbakkerne. Vi kørte fra motorvejen i Göttingen men skiltningen var så dårlig at vi ikke fandt den rigtige vej. Vi lå og fjumsede rundt inde i Göttingen en times tid før vi fandt ud på motorvejen igen og fandt den rigtige frakørsel til B27 mod Friedland. Denne vej er meget smuk og afvekslende og vi undgik helt Kasselbakkerne. Til gengæld var det en af de dage hvor vi rendte ind i et stort vejarbejde ved Karlsruhe. I over otte kilometer kørte vi i skridtgang, hvis vi da ikke holdt helt stille.

Denne gang prøvede vi frakørselen over Kehl mod Strasbourg. Heldigvis var der ingen myldretidstrafik og vi nåede Obernai kl. 18. Vejret var dejligt mildt og efter at have knappet campingvognen af, kunne vi lige nå i Match og proviantere inden lukketid. Hvor er det skønt at sidde ude med sin aftensmad under et udsprunget magnolietræ og tænke på, at vi i går gik og pakkede vognen i kulde og snesjap. Det er en skøn forandring på kun to dage.

Vejret i Alsace var så dejligt at vi blev nogle dage for at lade os vederkvæge af sol og varme. Dagene gik med vandreture og med bare at sidde og dase i solen. Alt er grønt og blomstrende på denne årstid.

”Campingmutter” fortalte at der ville komme et omslag i vejret, og da målet jo var Gard, fortsatte vi sydpå.

En morgentur sydpå gennem Alsace er uforglemmelig. Morgensolen står ind på Vogeserbjergene og maler dem orangerøde, og de sydlige bjergtoppe med deres afrundede former står som lysende balloner, samtidig med, at der på utallige højdedrag ses slotte og borge.

Vi havde planlagt at vi ville holde os fra motorvejene, dels for at spare motorvejsafgifterne, dels fordi vi mente at naturen ville være smukkere på de mindre veje. N-ruterne er ganske vist langsommere at færdes på end motorvejene, men de er gratis og fører gennem betydeligt smukkere landskaber.

Naturligvis bliver hastigheden lavere når trafikken føres gennem landsbyerne, men har man ferie og er indstillet på at nyde turen, så bruger man den smule længere tid og nyder de sanselige synsindtryk. Det er alligevel begrænset hvor hurtigt man kører med campingvogn.

N83 er smuk og afvekslende med udsigt til skove, bjerge, vinmarker og floder, men også meget snoet og bakket, og hver gang vi havde rigtig god fart på, kunne vi være sikre på, at der kom en lille landsby hvor farten måtte sættes ned til 50 km/t.
På N83 i Belford manglede vejskiltet i et kryds, så i stedet for at dreje til højre, fortsatte vi lige ud. Men hvad, så fik vi da også set Bartholdis store løvefigur på fæstningsanlægget. Statuen der har den imponerende højde på 11 meter, symboliserer byens heltemodige modstand i krigen 1870-71.
Jeg var inde på tankstationen på hjørnet for at spørge om vej. D.v.s. jeg sagde ”Besankon” mens jeg pegede spørgende i flere retninger, og så blev jeg belært om cedillens betydning af den frodige madame bag skranken. Den lille krølle under c’et gør at det skal udtales med s-lyd. Således oplyst og belært drog vi videre vest på og fandt Besançon

N83 følger floden Doubs flere steder og er meget smuk og afvekslende. Vi fandt ”vores” plads på flodbredden, og efter at have halvt kørt halvt båret kørestolen ned til floden, fandt jeg liggestolen frem, og så var der dømt frokost og afslapning i flot solskin med udsigt over floden og et yndefuldt landskab.

For at følge N83 må man nødvendigvis gennem Besançon. Jeg frygtede det lidt, men bortset fra at der var et utal af lyskurve, havde vi ingen problemer. Godt nok syntes jeg, opkørselen på det meget stejle og snoede stykke, da vi kørte ud af byen, var for lidt spændende, men Puntoen klarede det uden problemer. Og udsigten på dette stykke er så smuk, siger Conny, som har tid til at kigge ud.

Vi havde læst om en plads i St. Etiene du Bois, men vi havde dengang ikke vænnet os til franske trafikskilte, så da vi så et campingskilt der pegede til højre turde vi ikke andet end at følge det. Med det resultat, at vi befandt os på en stejl bakke i en meget smal buet smøge, hvor vi endnu en gang udtrykte vores glæde over at vogntoget var så diminutivt. Og man skal også gøre sit til at glæde de lokale, de fik dagens oplevelse.
Da vi fandt campingpladsen stod der kun en enkelt vogn, til gengæld sad der en stor familie udenfor med kaffen. Næsten triumferende fortalte de os at pladsen var lukket. På vores bønlige forespørgsel om vi dog ikke kunne få bare én overnatning, var svaret absolut nej.

Så måtte vi på den igen, og det er ikke så rart når man er træt og er indstillet på at stoppe. Men efter nogle kilometre så vi et skilt med ”Camping de Ferme” Vi havde læst lidt om bondegårdscamping, og besluttede at prøve. Vi endte på en hullet græsmark, så ujævn at da vi drejede rundt, sprang lågerne op i overskabene, og service og andet faldt ned på gulvet. Køerne som stod og så interesserede på, fik i lært et par danske bandeord da jeg åbnede døren til campingvognen.

Langs marken lå banelinien, og én gang hver halve time kom der et meget langt og meget støjende godstog forbi.

Turen næste dag var en stor oplevelse, med mange forskelligartede fugle i vådområderne langs vejen.

Vi troede i vores naivitet at vi bare lige kunne køre gennem Lyon. Da vi kom ind i byen ophørte al skiltning, så vi kørte den halve by rundt, før vi helt bogstaveligt endte i et hul i jorden, for derefter at komme ud på motorvejen mod Paris, i den helt forkerte retning.

Det lykkedes dog at finde en frakørsel mod syd og i Vienne forlod vi den gratis motorvej som går udenom Lyon, og drejede ind på N7. Dette stykke hvor vejen løber langs Rhonefloden var det smukkeste vi endnu havde oplevet. Naturen her er meget afvekslende.

I Pierlatte drejede vi fra og kørte over på vestsiden af Rhone, ved Bourg Saint Andeol og derfra videre sydpå mod Remoulins. Vi havde rigtig dårlige erfaringer med de franske vejskilte, og her lige nord for Remoulins hvor vi mente vi skulle dreje mod Usez ad D19, var der heller ingen anvisninger. Nu havnede vi igen i en situation hvor vi måtte spørge om vej. En politimand som jeg fik indfanget, slog på fransk maner opgivende ud med begge hænder, og udtalte det obligatoriske ”Je ne comprend pas”. Og han forstod virkelig ikke ét ord på hverken engelsk eller tysk. Der ligger tre campingpladser i området, men det vidste vi ikke dengang, så det var lidt af et held vi fandt den planlagte.

Vi havde læst i en bog om det sydlige Frankrig, at når turister kom til Montelimar, oplevede de et vejrmæssigt skift. Solen ville brage i gennem og temperaturen ville stige betydeligt. Tilfældet ville at vi på denne tur, og mange gange senere, netop oplevede dette klimatiske skift, netop indenfor få kilometers afstand fra Montelimar.
Nu var jeg nærmest blevet ekspert i at rejse fortelt. Når man som jeg må gøre det alene, må man udvikle et system som er ens hver gang, og hvor alle teltstænger og andet som skal bruges, er inden for rækkevidde.

Første dag på pladsen skinnede solen og det var meget varmt, men næste dag blæste en kraftig Mistral. Da vi kørte til Pont du Gard blæste det så meget at jeg næsten ikke kunne holde videokameraet stille.

Mistralen som ikke har noget at gøre med forfatteren af samme navn, men er en nordenvind der blæser ned gennem Rhonedalen. Kold og bidende. Startende oppe over de kolde alper. Ja den er helt fra begyndelsen født i et lavtrykscenter vest for Norge. Når disse kolde luftmasser bliver klemt ned gennem den snævre Rhone slugt, kommer den som et prustende uhyre med en hastighed på 120 – 130 km. i timen.
Franskmændene siger at mistralen altid blæser at ulige antal dage. 1,3,5 dage eller mere. Tidligere var det en undskyldning for hustruvold når mistralen havde huseret i længere tid. Man sagde at havde det blæst i mere end tre dage, var det tilgiveligt at banke sin kone, og efter fem dages blæst var det en undskyldning for at slå hende ihjel. Men før læseren nu går hen og får gode ideer, må jeg tilføje, at rent juridisk er jeg ikke sikker på at det gælder i vore tider.
Men fakta er, at mistralen kan give hovedpine og ubehag når den raser gennem længere tid.

Når man færdes på Pont du Gard får man fornemmelsen af et historisk pust i nakken. At gå på denne kæmpemæssige akvædukt, som førte vandet fra Usez ned til de romerske garnisoner i Nimes, er betagende.

Dette to tusindårige bygningsværk som i en fantastisk hvælvingskonstruktion spænder i tre gallerier over kløften, med en længde på ca. 275 meter, er utroligt smukt og velbevaret.

På dette tidspunkt var det endnu muligt at gå helt oppe på det øverste brofag, helt oppe i vandkanalen, udsigten var enestående, men man skulle ikke lide af svimmelhed, for der var intet rækværk eller andet der forhindrede et ca. 50 meters frit fald.

Under broen er der en stor koloni af oksefrøer, de er naturligvis som frøer er mest, meget sky. Men med lidt tålmodighed kan man få gode nærbilleder af dem.

Der var lørdagsmarked i Avignon, som kun lå ca. 25 km. østpå. Det måtte vi opleve. Vi fandt en parkeringsplads lige indenfor bymuren. Vi var i tvivl om vores danske invalideskilt. Betjenten vi spurgte til råds var lige så tvivlende, men mente nok vi kunne blive holdende da det var ham der patruljerede her. Det var direkte ubehageligt at gå i blæsevejret, vi fik sand og grus i både øjne og mund, og på markedspladsen langs bymuren slog en kastevind pludselig ned, så borde, kasser og poser samt diverse varer fløj rundt i luften. Der blev et mægtigt leben blandt de handlende da de skulle finde deres respektive varer igen.

Vi måtte køre gennem centrum for at komme hjem, men endte inde i et gågadekvarter fordi alle gader var ensrettede. Det gjorde det ekstra spændende da vi kom til enden af en gade der var lukket med en bom, og her er der så min omsorgsfulde hustru får mit blodtryk til næsten at ryge ovenud af biltaget, ved hensynsfuldt at spørge om jeg tror, at bommen nu også er blevet lukket der hvor vi kørte ind.

Det er lykke at bakke gennem en marmorbelagt gågade i Avignon lørdag middag, i hvert fald blev det kommenteret livligt af fodgængerne, hvoraf flere udviste en utrolig aktivitet ved at stå og banke pegefingerspidsen ind mod tindingen da de så mine manøvrer.

Og ja, vi nåede ud igen, før de lukkede bommen i den anden ende.
Om eftermiddagen gik vi udenfor pladsen for at gå ned til floden. Vi måtte opgive fordi der var alt for stejlt at gå med kørestolen. Da vi kom tilbage efter en halv times tid, var pladsen i oprør fordi der havde været indbrud i en del af vognene. Vi var lykkelige ved synet af vores lille vogn som tilsyneladende ikke havde lidt samme skæbne som mange andre. Men kun tilsyneladende, for da jeg satte nøglen i døren sprang den op. Hængslerne var bøjede og hele døren sad i spænd. Vognen var gennemrodet og min tegnebog som jeg havde lagt fra mig da vi skulle ned til floden, var stjålet. Der var ikke mange kontanter i, men hævekortet til eurocheckene var væk. Så det gjaldt om at få ringet hjem og få kortet spærret.

Lejrchefen som ikke havde været synlig ædru mens vi havde boet her, ville absolut ikke have politi på pladsen, så vi var nogle campister af forskellige nationaliteter, der kørte ind til Remoulins for at anmelde indbruddene til gendarmerne. De var ikke spor interesserede, for det var lige før fyraften. Ville vi anmelde noget kunne vi komme igen næste dag, hvilket vi så gjorde, da det var nødvendigt af hensyn til forsikringen.
Nu stod vi med to problemer. Det første var at vi ikke kunne låse døren på grund af de bøjede hængsler, det andet var at vi ikke kunne hæve kontanter. Nok havde vi stadigvæk Eurochecks, men vi manglede hævekortet.

De bøjede hængsler fik jeg rettet nogenlunde, døren kunne låses, om end med besvær. Problemet med penge kunne vi ikke løse før om mandagen.
Vi brugte resten af søndagen til en tur til Camargue. Dette kæmpemæssige vådområde ved Rhones delta, hvorom man i alle guider kan læse om flokke af sorte tyre og endnu flere hvide heste. Kendsgerningerne er at tyrene, som for en stor dels vedkommende bliver opdrættet til såvel spanske som franske tyrefægtninger, går så langt inde i marsken, at man skal ind af de smalle markveje for at få et glimt af dem, og de omtalte flokke af hvide heste er reduceret til udlejnings ridedyr som står opsadlede ved vejkanten, ventende på de turister som vil betale for en rundtur med fører på de anlagte stier.

Men naturen er enestående med sine sivskove, søer og et righoldigt dyre- og fugleliv. Og er man fugleinteresseret, bør man besøge den store ornitologiske park, hvor der er mulighed for at se mange af de fugle man ellers ikke ville få at se.
Vi kørte ad D986 men allerede da vi nåede Beaucaire blev vi så fascinerede af havnemiljøet, at vi måtte standse og gå en tur. Her, i Canal du Rhone, lå en del danske både fortøjede for vinteren. Sejlere som med den samme form for udlængsel og eventyrtrang som os andre, havde taget den lange vej ned gennem Europas vandveje..
Turen gik videre ad D15 mod Arles, hvor vi lige syd for byen var henne og beundre van Goghs vippebro. Ganske vist er den kun en kopi af den oprindelige bro, men alligevel et besøg værd.
Vi kørte ned på vestsiden af Camargue ad D570, men gjorde en del afstikkere ind ad de små veje, hvor vi standsede og nød det enestående fugleliv. Masser af høge og enkelte ørne svævede elegante over hovedet på os. Småfugle i store flokke fløj eller sad i sivskovene, og da vi kom længere ned i vådområderne oplevede vi de mange søfugle, hejrer og flamingoer.

Her er udlagt et område på ca. 13.500 ha. til fuglereservat, hvor bl.a. omkring 5000 flamingoer yngler hvert år. I 1985 blev antallet af flamingoer betydelig reduceret på grund af den strenge vinter, men heldigvis er bestanden igen forøget.
Det er en oplevelse at se flokke af flamingoer stå og fouragere ganske nær vejen, men det mest betagende syn er dog, når man ser en sådan flok komme flyvende lavt hen over hovedet på sig. Vi så dem, purpurrøde og lysende orangefarvede i sollyset, mens de lettede og fløj til andre spisepladser. Det er et smukt og uforglemmeligt syn som er hele turen værd.

I Stes. Maries-de-la-Mer parkerede vi bilen på den store P-plade lige før centrum, og efter en tur gennem byen gik vi en længere tur langs promenaden og nød synet af sejlerne på det sommerblå Middelhav, før vi kørte tilbage til campingpladsen for at pakke telt sammen og gøre klar til afrejse næste dag.

Heldigvis havde vi kontanter nok til at betale for opholdet, og med en kedelig oplevelse rigere forlod vi pladsen, efterladende en mopset lejrchef som var tydelig fornærmet over at vi havde tilladt os at anmelde tyveriet.

Pont d’Arc var også en af de seværdigheder vi havde læst om. Vi havde talt med en campingchef på en rejsemesse i Bella Centeret en måned tidligere, som skamroste sin plads med hensyn til handikapfaciliteter. Det var med stor forventning vi kørte op i baglandet. Området her ændrede karakter efter Pont st. Esprit. Naturen blev mere vild og hedeagtig og med det som vi senere altid har forbundet med ”Provenceduft”.
Pladsen lå godt, med god udsigt til bjergene, men de så højt roste toiletbygninger var slet ikke færdige. Handikaptoilettet var fyldt med byggerod og vaskerummet var ubrugeligt. Da vi konfronterede chefen med hans løfter, måtte vi endnu engang stifte bekendtskab med den klassiske, franske undskyldning. Hvor han bare stod med himmelvendte øjne og slog opgivende ud med hænderne.

I dette område, og ofte helt ned til floden, ligger der mange gode campingpladser. Flere med virkelige fine handikapfaciliteter.

Vi skulle have fundet en bank og have overført kontanter fra Danmark. Og da det var onsdag før påske var vi nødt til at blive her mens pengene blev overført. Landsbyen var meget lille og den nærmeste bank var i Bourg st. Andeol. Vi nød den pragtfulde udsigt på vejen ned til byen, og fandt også banken. Her stødte vi på de sædvanlige sprogproblemer. Endelig fandt man frem til en ganske ung bankassistent som havde haft engelsk i skolen. Men ak, hans sprogkunnen var begrænset til: ”Yes Sir” og ”No Sir”, og det kom vi ikke så langt med. Jeg sad og måtte lave en bedre tegneserie for den stakkels fyr, før han blev nogenlunde klar over hvad det hele gik ud på. Han lovede vist nok at undersøge hvordan man lavede sådan noget svært noget, og så kunne vi ellers komme tilbage efter påske.

Der var et kæmpemarked i Bourg, med alt hvad hjertet begærer, -og lidt til. Vi gik og nød den fremmedartede atmosfære i varmen mens vi lod tankerne glide komplimenterende til vores effektive bank derhjemme i Danmark.
Vi benyttede ventetiden i påskedagene til at køre rundt os på seværdighederne.
Første tur gik til Vallon Pont d’Arc og videre til Pont ’Arc for at se denne naturskabte klippebro. Stod en tid og så hvordan kano- og kajaksejlerne kæmpede mod strømfaldene. Der var ikke ret mange der mestrede kunsten. De fleste sejlede baglæns eller sidelæns med der resultat at de sad fast mellem klippestykker og sten, hvorefter strømmen væltede dem. Vandet var tilsyneladende iskoldt og det skabte stor moro hos de heldige, når de andre måtte vade i land for derefter at vride vandet ud af tøjet.

Turen var så betagende smuk at vi kørte samme vej tilbage skønt vi flere gange måtte holde tilbage for cykelryttere der i sand dødsforagt kom drønende ned ad de snoede og stejle bjergveje. Vær opmærksom på, at i Frankrig gælder almindelige færdselsregler tilsyneladende ikke cykelryttere. De har efter egne meninger, altid forkørselsret.

Her fra Ardéche- kløften er der mange udflugtsmuligheder. Vi kørte bl.a. en skøn tur op over St. Montant, videre mod N86 langs Rhone og til Viviers hvor vi parkerede højt oppe bag kirken. Her kunne vi sidde og se ned over det omliggende landskab og lystbådehavnen på den anden side af floden, mens vi spiste vores medbragte frokost. Senere kørte vi vestpå over St. Alban og St. Thomé. Da vi kom til Valvignéres måtte vi lige en tur op på toppen for at nyde udsigten i 493 meters højde. Her kørte vi på en ganske smal og snoet vej helt ude på afgrundens rand med en ganske betagende udsigt. Oppe på toppen måtte vi have kørestolen frem og gå en tur for rigtigt at nyde naturen og udsigten, og derefter gik det stejlt ned igen samme vej.
Vi havde hørt om en vinbonde i Intras, så vi blev nødt til at standse og købe nogle flasker med hjem.

Vejen hjem over Lafare og Gras var ganske smal og hullet, dårligt nok meget mere end et par hjulspor og med de dyre dråber bagi gjaldt det om at køre forsigtigt.
Om lørdagen tog vi til Pont St. Esprit for at gå på marked. Det var en overraskelse for os, at et marked kunne være så stort. Vi gik der hele formiddagen, og nåede ikke igennem hele området. Her var det hele. Levende hundehvalpe, ænder, smågrise, tøj, smykker, frugter og mad i enhver afskygning.

Franskmændene er utrolig hjælpsomme og venlige, men de jokker rundt på markedet som om de havde bind for øjnene, så det var en trættende tur at gå med kørestolen og hele tiden være agtpågivende for ikke at køre alt for mange ned.

Efter sådan en tur var det rart at komme hjem i solen, og her komponerede jeg det der lige siden har været vores franske specialitet: Én del Pastis, én del Grenadine, eller anden frugtsaft og tre dele vand. Er du mere til smagen af tandpasta, så gør som franskmændene, erstat grenadinen med mynte. Eller som de lokale drikker den på caféerne: En del pastis og fire-fem dele isvand.

Vi drikker kun vand fra flasker når vi rejser, der er mange der drikker postevandet, men vi tør ikke risikere en maveomgang.

Tirsdag efter påske tog vi igen til Bourg St. Andeol for at få overført penge fra Danmark. Den samme ”engelsktalende” ungersvend skulle hjælpe os. Det lykkedes for os at låne telefonen og komme i forbindelse med vores danske bankrådgiver. Hun lovede at pengene ville være hos os samme eftermiddag, så vi var temmelig lettede da vi kørte tilbage til pladsen.

For at være på den sikre side, ventede vi til næste dag med at køre i banken, men pengene var ikke kommet. Nu var gode dyr rådne, vi var ikke interesserede i at blive på denne plads, men vi kunne ikke forlade den før vi havde fået penge til at betale for opholdet. Først efter fire dages venten var pengene overført. Der gik kun få timer med at få beløbet overført fra Danmark til hovedsædet i Dijon. Men fra Dijon og til filialen i Bourg var man fire dage om det.

En af dagene mens vi sad og spiste frokost, lød der høje skrig fra sanitetsbygningen. Det var en fliseopsætter som ved et uheld havde stukket sig i håndledet. Jeg kunne på afstand se hvor meget blodet sprøjtede, så jeg greb nødhjælpstasken fra bilen mens jeg løb derover. Manden var totalt i panik over alt det blod, så det var svært at få lagt et trykkompres, og få standset blødningen. Det varede længe før det lykkedes at få kontakt med lejrchefen for at få tilkaldt en ambulance. Da han endelig fik ringet, fandt han ud af at det nok var hurtigere at bringe den sårede over til brandstationen hvor der var et frivilligt beredskab. Det var svært at bevare et konstant tommelfingertryk mod mandens beskadigede pulsåre, samtidig med at vi skulle ind på bagsædet af en bil, men det lykkedes dog.

Da vi få minutter senere ankom til brandstationen, oplevede jeg det paradoksale, at brandmændene først skulle have uniformer på, før de ville overtage patienten og køre ham på hospitalet. På det tidspunkt havde jeg for længst fået krampe i begge tommelfingre af at trykke, så det var nok ikke helt stueren tale jeg fik afleveret, over det, som jeg opfattede som unødvendigt smøleri.

Men alt endte godt. Manden kom tilbage til pladsen efter et par dage, og jeg blev resten af tiden tituleret ”monsieur docteur” af ham.

Turen langs Ardèche fra Vallon-Pont-d’Arc til St. Martin er så smuk, nogle steder kan man klatre op på klipperne over vejen og nyde udsigten, og langs vejen er der små holdepladser hvor man kan stå ud og nyde synet ca. 300 meter lodret ned mod det brusende vand i floden. Men pas på med at efterlade værdigenstande i bilen. Mens vi var der, skete det flere gange at unge mennesker smadrede ruden i en bil, tog værdierne og forsvandt på knallert ad de små stier. Bunker af glasskår fra bilvinduer talte også deres tydelige sprog på de små holdepladser.

Vi havde en aften været til foredrag og omvisning hos den lokale vinbonde som boede lige ved siden af campingpladsen. Det var spændende og lærerigt at følge processen fra den spæde vinstok bliver plantet, og til den færdige vin er kommet på flasker. Vi fulgte det hele på lysbilledshow og desuden var vi rundt på gården for at se maskiner og inventar som gav et godt billede af den komplicerede vinfremstilling.

Sidst på aftenen var der prøvesmagning, og da jeg havde smagt mig igennem et antal glas af de ædle dråber, var jeg glad for at jeg havde en kørestol at støtte mig til da vi skulle gå hjem. Sådan en aften kan man bruge megen tid på at diskutere om man kan blive straffet for at gå promillegang med kørestol på stierne på campingpladsen. Og hvem er det der er fører af stolen? Er det skubberen eller brugeren? Og hvis det er brugeren, kan hun så som straf, få lov til at gå hjem?

Naturligvis må man påregne at temperaturen bliver lavere, jo højere op i højlandet man kører. Og især i ydersæsonerne hvor vi camperer, må vi være forberedte på enkelte dage med dårligt vejr. Mens vi lå her ved Ardéshe fik vi vores andel af regnvejret. En nat vågnede vi ved bulder og brag. Et voldsomt tordenvejr med regn og hagl rullede frem og tilbage over pladsen hele natten. Om morgenen måtte vi have el-varmeovnen kørende på højeste effekt for at få varme i vognen. Lejrchefen var rundt på pladsen og advare mod skybrud. Der var alarmberedskab i områderne omkring os.
Regnvejret fortsatte og da der også brød en meget smitsom influenza ud, så næsten alle campisterne på pladsen var sengeliggende, syntes vi nok det var på tide at komme af sted.

Da vi nu havde fået kontanter tilsendt, så vi kunne betale for opholdet, var det bare om at få pakket. Problemet var nu at alt var drivende vådt af den vedvarende regn. Men en morgen klokken 04.30 vågnede jeg ved stilheden. Det buldrede ikke så voldsomt på taget nu, så det var med at komme op og få pakket teltet sammen i nogenlunde tørvejr.
Så snart kontoret åbnede fik vi afregnet, (undskyld udtrykket), og begav os på vej nordover ad N7.

Nu havde vi set nok på kortet til at vi var helt sikre på at vi kunne finde gennem Lyon og komme ud på N83. Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himmelen. Vi kom ikke ud i N83, men derimod kom vi ind i en tilsyneladende endeløs tunnel. Og igen var vi på vej mod Paris. Vi måtte ind på en parkeringsplads og efter at have set en ekstra gang på kortet, fandt vi en smal vej mod Bourg-en-Bresse, over Trévoux og Chatillon.

Pladsen i Bourg-en-Bresse er en ideel transit plads. Nem at komme ind på, og med de nødvendige faciliteter. Supermarkedet ligger i gå afstand fra pladsen, og da vi havde fundet os et par gode bøffer kunne vi i nogenlunde tørvejr nyde resten af dagen.

Da vi kom til Obernai skinnede solen, og vi benyttede det gode vejr til at få gennemtørret forteltet inden vi skulle hjem og pakke det ned for vinteren.
På vej op gennem Tyskland kørte vi ind i et meget voldsomt tordenvejr. Det regnede så meget at vi i perioder ikke kunne se baglygterne på bilen foran. I sådan en situation føler man sig meget sårbar, for holder man sin hastighed, kører man i blinde, og sætter man farten ned risikerer man en påkørsel bagfra. Heldigvis klarede det op efter en halv times tid, og da vi holdt pause umiddelbart før Friedland, med udsigt over floden og med markerne dækkede af nyudsprungne hvidtjørn, var alt lutter idyl.

Efter denne første lange tur, (4430 km.) havde vi fået forstærket lysten til nye campingoplevelser, og mens forårsarbejdet i haven ventede, var vi allerede begyndt at drømme om hvad næste tur ville bringe.