Så er sommeren på retur. Det er sidst i september måned og vi tror at vi har fundet den helt rigtige plads. Denne gang skal vi tre af sted. Efter at vi havde været uden hund i flere måneder blev familien forøget med en Belgisk Hyrdehund i foråret. En farlig vagthund på seks måneder hvor den største risiko for potentielle tyveknægte er at blive slikket ihjel hvis de kommer inden for rækkevidde.

Også denne gang overnattede vi i Seesen, og nu var det skabt tradition for aftensmaden: Forloren skildpadde og et glas rødvin. Nu havde vi virkelig styr på tingene, vi fandt frakørsel 74 mod Friedland – Eschwege uden besvær og kørte også denne gang den smukke tur langs Werra floden. Overvældede af vores fantastiske evne til at finde rundt, og vores tro på at vi nu kunne det hele nåede vi til Obernai, for der at blive afvist på grund af hunden. Vi havde på de tidligere ture set både hunde og katte på pladsen, men nej nu var det forbudt. Vi måtte videre for at finde en anden plads, og efter et blik i guiden fandt vi en i Colmar.

Vi havde stadig ingen problemer med ruten, troede vi, for vi havde jo kørt denne vej tidligere. Men ak og ve, Franskmændene havde åbnet en ny motorvej her, og hvor vi troede vi kørte på N83, var vi nu, uden vi vidste det, inde på den nye rute. Og øst om Colmar hvor vi troede vi kom vest om. Der gik en rum tid før det gik op for os hvorfor bynavnene ikke passede, og hvorfor vi ikke kunne finde den rigtige frakørsel til centrum. Da det ligger uden for mine evner at lave en u-vending med campingvogn midt på motorvejen, som min ellers så fornuftige hustru foreslog, fortsatte vi mod syd. Ingen campingskilte og ingen benzintank på strækningen. Og mens jeg sad der i det blide lys fra kontrollampen som indikerede, at vi kørte på de sidste dråber i tanken, fortalte jeg så følsomt som jeg nu kunne, at hvis Conny ikke fandt et campingskilt meget hurtigt, så ville hun snart komme til at vælge mellem campingvognen og mig.

Til alt held for mig slap jeg for at blive vraget til fordel for en lille campingvogn, for det frelsende skilt dukkede op i sidste øjeblik. En motorvejsfrakørsel viste mod Munviller ved Mayenheim. Og efter en længere tur ud ad en dårlig markvej fandt vi Camping de la Thur. Godt gemt ude på landet ved en meget lille landsby som tilsyneladende bestod af et par huse og en lygtepæl. Fordelen var at en overnatning incl. en hel liter rødvin kostede ca. 40 kr. Men jeg vil absolut ikke anbefale disse ”toiletter” til handikappede.

Næste morgen var der så kraftig tåge at vi ikke kunne køre ud af pladsen, men måtte vente til solen fik magt op ad formiddagen. Vi havde fået anvist en benzintank i Mayenheim, men da vi omsider fandt den, førte de ikke blyfri benzin, så vi måtte videre til Ensisheim.

Her fik vi for første gang revideret vores opfattelse af hvad vi havde hørt om franskmændenes reserverthed over for fremmede. Da vi spurgte en mand om vej, sagde han straks. ”Vent lige lidt, så kører jeg i forvejen og viser jer vej til supermarkedet hvor de har en tank”. Det er en venlighed som vi ofte siden har oplevet i Frankrig.

Campingpladsen vi kørte efter, var i Baume les Dames tæt på N83 og lige på flodbredden. Pladsen er meget smukt beliggende med skovklædte bjerge og Doubs floden med små vandfald. Kanalen med sluser gør at flodpramme og lystbåde kan sejle uhindret forbi, få meter fra forteltet.

Da vi kom, var der kun få vogne på pladsen, men det var jo også ydersæson. De andre campister fortalte at vi bare kunne indrette os. Lejrchefen kom nok i løbet af aftenen, så i løbet at få minutter var teltet slået på og vi sad henslængt med en kop kaffe i det skønneste solskin.

Toilettet kan kun forceres på krykker, ikke med kørestol.

Da vi dagen efter var inde og besigtige byen, troede vi først ikke der var andet end smalle del som ligger ud til N83, men da vi havde stillet bilen på supermarkedets parkeringsplads og gik væk fra hovedvejen, viste det sig at der lå den skønneste, idylliske gamle bydel her. Samtidig med at vi kom ud for kirken, kom der et begravelsesfølge ud. Der var så mange mennesker at man skulle tro det var et kejserligt medlem der var gået bort, men alle i følget var tilsyneladende glade og lykkelige. Alle var smilende og pjattede og i overstadigt humør, så vi var kede af at vi ikke kunne gøre os så forståelige at vi kunne få en forklaring på, hvem der dog havde glædet så mange mennesker ved sin bortgang.

Ved floden var der naturligvis de allestedsnærværende lystfiskere. Selv om der tydeligvis var både foreller og andre større spisefisk her, sad disse fiskere som de gør ved ethvert vandløb i Frankrig, med brødkrummer og andet fnuller som madding, og ventede på at småfisk, på længde med en halv lillefinger, skulle bide på.
Vi har ofte talt om at det nok er en flugt fra børneskrål og opvask, der gør at alle disse mænd sidder time efter time, flegmatisk stirrende ud over vandet, uden at fange mere end der kan være i en kaffekop. Men jeg har dem mistænkt for at snuppe en lille en på øjet i ventetiden.

Syd for Besançon, nær Ornans ligger der en præhistorisk dyrepark. ”Dino-Zoo” hvor der er mulighed for at følge historiens udvikling, lige fra Trilobitter til menneskehedens forfader, den oprejste, tobenede forbindelse mellem dinosaurerne og mennesket. Alle figurer er i naturlig størrelse og stierne i parken leder én gennem et smukt terræn, mens man gennemlever hele æraen. Terrænet er lidt vanskeligt på grund af niveauforskellene, men på trods af stigningerne absolut kørestolsegnet.
Er man til grotter og underjordiske lysshow, ligger Frankrigs største grotteanlæg, Gouffre de Poudrey lige på den anden side af N57. Her skal man imidlertid ikke tænke på at komme ned hvis man er kørestolsbruger. Men der er et imponerende lys- og musikshow hernede som varer ca. 45 minutter.

Efter at have nydt frokosten kørte vi videre for at opleve Source de la Loue. Den gamle bydel i Ornans er malerisk med de gamle huse der spejler sig i vandet, og er da også brugt som motiv af utallige malere.

Vejen mod syd fører langs ”Gordes de Nouailles” hvor floden løber dybt nede i kløften. Her skal man også huske at standse hvor det er muligt for at nyde udsigten og den enestående natur.

Efter en formiddag i dejlig solskin slog vejret pludselig om, og vi kørte det sidste stykke i regnvejr, men samtidig med at vi kørte ind på parkeringspladsen brød solen i gennem igen.

Stien hen til vandfaldene var dårlig og meget stejl og da der lå store kampesten det allersidste stykke, måtte jeg opgive at køre Conny de sidste meter hen til vandfaldet. Sød som hun er, lovede hun at hun ikke ville gå nogen steder mens jeg gik med hen for at forevige sceneriet med videokameraet.

Vandfaldene er en kæmpeoplevelse. Ud af et hul i klippesiden, 5 –6 meter højt og omkring 11 –12 meter bredt kommer floden fossende og fortsætter derefter ned ad tre vandfald. Larmen fra vandfaldene er øredøvende, men den visuelle oplevelse er helt fantastisk.

Da vi kom tilbage til campingpladsen var de fleste af vognene kørt. Vi kikkede på hinanden og følte os lidt alene, og Conny spurgte ” Kan det mon have noget med vejret at gøre”? Men solen skinnede og jeg sagde at vi jo altid kunne køre videre en af de næste dage hvis vi syntes. Vi havde det da godt her.

Ak ja, hvor længe var Adam i Paris? Klokken halv to om natten vågnede vi ved et voldsomt tordenbrag ledsaget af et blæsevejr der væltede forteltet. Endestykkerne af teltet blafrede skiftevis op på for- og bagenden af campingvognen.

Hunden lettede fra sit tæppe og landede i ét spring mellem os oppe i sengen. Og mens jeg svagt hørte Connys ”Hvad sagde jeg”! styrtede jeg ud i uvejret, helt bogstaveligt i bar røv og regnjakke

Blæsten havde smidt rundt med alt i forteltet. Kørestol, stole og bord lå ude i regnen, teltstænger var bøjede. Jeg følte mig virkelig som en kaptajn i havsnød på en synkende skude på et stormpisket ocean, hvor jeg måtte prøve at få styr på de blafrende klude. I Frankrig regner det ikke med skomagerdrenge men med hellebarder, og det mærkede jeg tydeligt. Regnen stod ned i tykke stråler, mens jeg efter bedste evne fik slået ekstra pløkke i og sikret teltet nødtørftigt.

Næste morgen fik jeg rettet teltstænger, pakket telt sammen og læsset vognen. Heldigvis var der ikke sket større skader, teltstængerne var af metal og kunne rettes uden problemer. Alt var snavset og pløret efter regnen, men efter lidt vasken og tørren var vi klar til afgang. Vi var den sidste og eneste vogn på pladsen nu, så de andre har nok været forberedte på uvejret.

Denne gang ville vi prøve Colmar. Vi havde set i campingguiden at pladsen skulle ligge 200 meter fra centrum. Så vi startede naturligvis med at lede midt i byen, men efter at have spurgt om vej nogle gange, blev vi vist mod den østlige side af byen, ad vejen der går til Freiburg. De 200 meter det var beskrevet var fra midten af Harburg Wihr, en forstad til Colmar. Igen var der en behjertet sjæl der kørte i forvejen og viste os vej.

Pladsen ligger direkte ned til Ill floden, så også her er der mulighed for at placere campingvognen sådan at der er rislende vand lige uden for døren. Der er kun få hundrede meter op til indkøbsmuligheder, men det tager næsten en halv time at gå til Colmar centrum., hvor man i ro og mag kan gå og hygge sig, og bruge time efter time blot med at udforske hele området med gågader, smøger og små pittoreske pladser. Og som tidligere omtalt, skal og må man nyde området omkring ”Petit Venice” hvor blot det at sidde på en bænk og indhalere atmosfæren, er en oplevelse i sig selv.
Synes man det er for langt at gå til centrum, er det nemt at tage bilen til et af supermarkedernes parkeringspladser, og så gå resten af vejen.

Toiletbygningen ligger lidt højt, og kørestolen kan ikke komme helt ind på handikaptoilettet.

Pladsen i Colmar ligger centralt for udflugter. Turen op forbi Munster til Col de la Schlucht er også en oplevelse. Vi fik selv en ekstra oplevelse da hunden bag i bilen for første og eneste gang blev køresyg. Her oppe på toppen af Vogeserne er der over alt en fantastisk udsigt, og det er ikke nødvendigt at stå af og gå for at opleve naturen men det forstærker absolut oplevelsen.

Eventuelt kan man fortsætte ad Route des Crétes til Col du Bonhomme og hjem over Kaysersberg, eller tag en afstikker fra Bjergåsruten til Lac Noir og Lac Blanc, og gå en tur langs disse idylliske søer. Navnene er fremkommet af de henholdsvis lyse og mørke farver på klipperne i bunden af søerne.

Det tager kun få minutter i bil til småbyerne Eguisheim, Turckheim og Kayserberg. Hvis man ikke tror på storken så kan man blive omvendt her. Forskellige foreninger til storkens bevarelse har etableret deciderede storkebørnehaver flere steder i Alsace, og i småbyerne her er det en dagligdags oplevelse at møde storke.

Ribeauville og Riquewihr på vinruten ligger også indenfor en kort køreafstand, men de er efter vores mening ofte for overrendt af turister, og her er bestemt heller ikke nemt at gå med kørestol, men om efteråret er der mulighed for mange skønne oplevelser når der høstes druer.

Er man til krudt og kanoner, ligger det et af Maginot-liniens fæstningsværker ved Marckolsheim, hvor der nu er oprettet et museum med krigsmateriel fra anden verdenskrig. Denne bunkers som efter tyskernes besættelse blev besigtiget af Adolf Hitler personligt, fordi der herfra blev ydet en så stor modstand.

Efter at jeg havde set alle disse franskmænd med deres fiskestænger, havde jeg på denne tur selv medbragt en fiskestang, for ikke at blive forvekslet med en indfødt, satte jeg mig i en magelig stol med en god bog, mens jeg lod et flåd med en hjemmelavet flue ligge ude i flodstrømmen. Det blev ikke til meget læsning, for efter få minutter bed den første karpe på, og få øjeblikke fangede jeg en til. Jeg havde også taget den lille røgovn med, og et par varme nyrøgede karper er ikke det værste man kan få til frokost.

På hjemvejen fra denne tur oplevede vi et af de, heldigvis sjældne tilfælde hvor vi kom til at holde i kø i lang tid. Ved Hamburg var der vejarbejde og trafikken var gået totalt i stå. I ca. halvanden time holdt vi stille i bagende varme, mens den ene bil efter den anden kørte ind i nødsporet med kogende kølevand.

Hvis man er handikappet er der mulighed for at komme til at holde lige ud for elevatoren på færgen, hvis man oplyser det ved billetkontrollen. Og de få gange vi har haft brug for det, har færgepersonellet været meget hjælpsomme.

På denne tur havde vi kørt næsten 3000 kilometer.