Denne vinter er gået med at kikke efter en lidt større campingvogn. På vores foregående ture har vi måtte konstatere at toiletforholdene på pladserne ikke altid er lige handikapegnede, derfor har vi undersøgt markedet med henblik på en lille vogn med toiletrum. Da vi stadigvæk kører med den lille Punto, er vi nødt til at koncentrere os om campingvognens egenvægt. Men en vogn med lav vægt og toilet er meget svær at finde. Private annoncer og tilbuddene fra diverse caravanforhandlere blev undersøgt og studeret. Og så pludselig var den der.

En Adria 400 TF. To år gammel. Egenvægt 600 kg. og totalvægt 800 kg. Netop hvad vi kan trække.

Indretningen er ikke helt som ønskelig. Der er en stor spånplade hængslet på bagvæggen, som kan slås ned til dobbeltseng, men nedslået fyldet den næsten hele gulvarealet og forhindrer adgangen til toilettet.

Der er en god, stor siddegruppe i forenden, som kan omdannes til en dobbeltseng der er temmelig bredere end vi er vant til, og en mindre siddegruppe i bagenden, så den ekstra dobbeltseng har vi ikke brug for. Til gengæld kunne vi godt bruge noget mere skabsplads, så denne klap-ned seng blev pillet ud og jeg fik forhandleren til at skaffe en original vægplade hjem fra Adria fabrikken, og gik i gang med ombygning af vognens bagende. Resultatet blev et lækkert underskab, hvor der blev plads til stole, hynder og bord. På pladen der blev plads til kaffemaskine, bordovn m.m., og ovenover igen fire overskabe.

Jeg nåede lige at blive færdig med ombygningen midt i marts, og måtte løbe lidt hurtig da der skulle pakkes til forårsturen. Den nye vogn pakkede jeg som jeg plejede at gøre med den gamle. Men da jeg kontrollerede vægten om morgenen, var kugletrykket over 90 kg. og ikke ca. 65 kg. som det burde være. Jeg måtte pakke temmelig meget om, og kom af sted en time senere end planlagt. Alligevel nåede vi til Seesen kl. 18.45 hvor vi kørte ind på rastepladsen og overnattede.

Næste morgen kunne vi konstatere at den nye vogn var godt isoleret. Vi vågnede op til 10 cm. sne på taget og kraftigt isslag. Da der jo ikke er el-tilslutning på motorvejs-rastepladsen, havde vi ikke varme i vognen., alligevel havde vi ikke frosset.
For at undgå at køre bykørsel gennem Strasbourg, drejede vi fra A5 ved Baden-Baden, og ad D4 mod Frankrig. Ad denne vej følger man motorvejen gennem Strasbourg, og slipper delvist for bykørsel.

Sidst på eftermiddagen ankom vi til Colmar, lidt skuffede over temmelig lave temperaturer.

Næste dag tog vi os en fridag, hvor vi gik ind til Colmar, og nød at være turister i den gamle bydel. Især vores hund Hera, som nu var et år gammel, nød det. Den må have set tilpas farlig ud, for alle de små tutte-nuttede skødehunde vi mødte, blev straks løftet op i strakte arme når vi passerede dem. I Frankrig er man ikke vant til at større hunde som vores Belgier er familiehunde, og det at den kan gå pænt ved siden af kørestolen vækker beundring og opmærksomhed. Og naturligvis er det en rar måde at komme i kontakt med folk på.

Efter en hviledag kørte vi ad N83 mod Belford, hvor vi denne gang tog på motorvej A36 til Besançon.. Her kørte vi igen ind på N83 som vi fulgte til Bourg-en-Bresse. Campingpladsen ligger i den nordlige del af byen, i forbindelse med friluftsbadet. En ganske udmærket og billig transitplads, nem at finde og nem at komme ind på. Men problemet er her, som så mange andre steder, at når vi kører så tidligt er pladsen ikke altid åbnet endnu. Denne gang ankom vi den 2. april, netop som de havde åbnet, og efter en hurtig tur op i supermarkedet som ligger tæt på pladsen, var vi klar til at hygge os med aftensmaden.

Næste dag gik turen ned gennem det smukke vådområde før Lyon. Her skal man også holde øje med fuglelivet, for der er virkelig meget at se for den som ikke hele tiden skal have blikket rettet mod kørebanen.

Denne dag lykkedes det at komme uden om Lyon uden problemer. Vi fulgte motorvejen (Rocade Øst) uden om Lyon og kørte fra motorvejen i Vienne og videre ad N7 langs Rhone. En meget smuk strækning.

Solen kom naturligvis frem da vi nåede Montelimar, men senere slog vejret om igen og det blev blæsende og koldt. Ved Orange var blæsten blevet så kraftig, at jeg måtte sætte farten væsentlig ned.

I Orange kørte man tidligere under der gamle romerske triumfbue, men nu er vejen ført uden om som en rundkørsel, men man kører stadigvæk så tæt på at man kan nyde synet af dette gamle spændende bygningsværk.

Da vi holdt den sidste pause, og Conny skulle på toilettet i campingvognen, stod jeg og frøs som jeg ikke havde frosset hele vinteren. Og det på trods af at jeg havde taget stor vindjakke og halstørklæde på igen.

Hvor dum kan man være? Køre 1800 kilometer for at stå på en fransk rasteplads og hundefryse.

I Avignon kørte vi ad ringvejen mod Nimes og derefter sydpå over Chateaurenard ad D571.


Til venstre i første rundkørsel i byen og så er der skiltning. Der er tre pladser i St. Remy de Provence, alle i rimelig afstand af centrum. Vi havde valgt ”Camping Pegomas” fordi den lå i landlige omgivelser og kun 5-7 minutters gang ind til centrum. Men handikapfaciliteterne er væsentlig bedre på Mas Nicolas og især på den helt nyanlagte Monplaisir, som dog ligger noget længere væk fra centrum.

Pladsen var lige så god som beskrevet. Dejlige høje bambushække som giver fuldendt læ. Blomstrende hibiscus- og syrenhække opdeler pladserne, og sanitetsforholdene er OK, undtagen handikaptoilettet. Her er døren indadgående med det resultat, at når kørestolen først er kommet ind, er døren vanskelig at lukke. Da der samtidig manglede støtter og håndtag, var det ikke særligt handikapegnet. Da vi gjorde opmærksom på manglerne, blev der dog monteret håndtag på væggen som lettede forholdene noget. På trods af at forholdene her ikke er optimale, er det den plads vi synes bedst om.

Allerede dagen efter vores ankomst brød solen frem og vi kunne her den 4. april, starte opholdet med at nyde morgenkaffen udenfor i den skønneste varme.
Før vi kom havde det regnet i to uger, med blæst og kulde. Tyskerne på nabopladsen, som kørte i et lille folkevognsrugbrød uden faciliteter, fortalte at de havde måttet tørre og varme børnene med moderens hårtørrer, og nu sad vi her med 23 - 25° i skyggen.

Vores naboer på pladsen var et belgisk par. Manden kom og viste Conny en nyindkøbt kogebog som desværre var på fransk. Men manden ville oversætte en opskrift som Conny forelskede sig i, til engelsk. Og denne hyrdegryde kom i oversættelse til at hedde ” Gryderet lavet på kvæghyrde”. Og den smager simpelthen fremragende.
Den første dag på en ny plads, går oftest en til en tur på turistkontoret for at hente informationer om omegnen og seværdighederne. Her viste sig en guldgrube af muligheder. St. Remy er centralt beliggende for ture til Avignon, Arles, Nimes, Carmargue, Le Baux-de-Provence og hele kyststrækningen mod syd.

Den gamle bydel som ligger indenfor ringvejen, er hyggelig og typisk provençalsk. Skønne smalle snoede gader og smøger med pragtfulde gamle huse. Naturligvis er der kantsten, men byen er nem at færdes i med kørestol.

Vi måtte en tur mere til Carmargue. Vi havde nu læst at turen på østsiden skulle være den smukkeste, så madkurven blev pakket og vi oplevede igen dette pragtfulde naturområde. Belysningen var helt enestående, små lette skyer der reflekteredes i vandet og et helt utroligt farvespil.

Det meste af vejen er ganske god, men det sidste stykke ud mod fyret ved Beaudue er ubehageligt at køre på, med store huller og en masse store løse sten. Men her nåede vi helt ud i flamingoernes paradis. Flere steder var lagunerne helt lyserøde af snadrende flamingoer som går ganske tæt på vejen.

Umiddelbart syd for St. Remy ligger den romerske udgravning ”Glanum”, hvor der er mulighed for at studere hvorledes disse romerske byer var indrettede. På den anden side af vejen ligger en triumfbue og et mausoleum, også fra romersk tid.
Vi fortsatte ad D5 mod les Baux, hvor vejen snor sig op til denne ørnerede by som er beliggende helt oppe på klippetoppen. Fra gammel tid var bysamfundet her en uindtagelig fæstning (næsten) på grund af sin høje beliggenhed.
Her herskede lensherrerne over Provence og middelhavskysten, og på Le Baux historiske museum kan man opleve fæstningens turbulente historie. Ja selv modeller af de middelalderlige belejringsmaskiner kan beses her.

Nu er stedet alt for overrendt af turister, men naturligvis er stedet spændende. De ret stejle gader heroppe gør det dog lidt vanskeligt at gå med kørestol, men gør det alligevel for at opleve den formidable udsigt der er heroppe fra.

Vi tog D5 tilbage igen, fordi vi ville opleve udsigtspunktet ved Caume i Alpillerne.Vi havde ingen problemer med at finde parkeringspladsen, men der var sat bom for vejen videre op. Sikkert på grund af brandfaren, så vi besluttede at gå op til toppen. Efter en lang, anstrengende og meget varm tur op gennem skoven måtte jeg erkende at vejen var for stejl, især fordi det er langt mere anstrengende at gå ned igen, fordi kørestolen trækker så meget og lægmusklerne bliver så belastede.

Før vi tog hjemmefra, havde vi aftalt at mødes med vores gode venner i l’Isle-sur-la-Sorgue som ligger øst for Avignon, på N100. Vi ville have kørt ad ringvejen udenom Cavaillon, men på grund af en trafikulykke blev vi ledt ind gennem centrum af politiet.
Vi kom ud på D938 igen, den fører lige ind til l’Isle-sur-la-Sorgues centrum. Derfra kørte vi ad N100 i retning af Apt, og lidt udenfor byen ligger campingpladsen på venstre side af vejen.

Lejrchefen som er en jovial bamse, prøvede efter bedste evne at byde velkommen på dansk, men det var så uforståeligt, at jeg måtte give ham et intensivt danskkursus mens vi var der. Goddag, farvel og tak, samt hvordan går det, var hvad han mente han behøvede.

Her var placeret en stor container der var indrettet til handikap toilet og – bad. En lille stigning op mod døren, men alt fungerede fint.

Pladsen er idyllisk beliggende, lige ned til Sorgue floden. På en lille ø ude i floden går geder og løse heste og græsser og en lille bro fører over floden til et dejligt stort græsareal, med masser at muligheder for gåture.

Ud langs landevejen og med bag campingpladsen er der asfalterede stier, og der er rig mulighed for at færdes med kørestol i området.

Turen ind til byen kan man gå på under en halv time, og går man over broen og følger floden det sidste stykke er turen meget smuk. Byen er meget flot med en mængde flodarme og kanaler. Da byen er en tidligere driftig klædesindustriby, hvor man i fordums tid udnyttede vandkraften, har man ladet de gamle dekorative vandmøllehjul blive stående, så de udgør et idyllisk skue overalt. Det siges, at der har været 70 vandmøller i byen, som blandt andet har været benyttet til maling af korn og oliven.

I weekenden er hele byen omdannet til Provences største marskandiser- og antikmarked, så her er alle chancer for at gøre et spændende fund. Men også det traditionelle provençalske marked finder sted om søndagen. Og står man lige og mangler en hundehvalp med store brune øjne, eller en pattegris, eller måske noget helt andet som man slet ikke kan undvære, så behøver man ikke at gå forgæves fra markedet.

En af udflugterne herfra var en tur til Fontaine-de-Vaucluse. Sorgue-flodens udspring er et af naturens undere. Efter at have opsamlet sit vand fra de omkringliggende underjordiske bifloder i kalkklipperne, bryder floden op af et hul i jorden som gør den til verdens kraftigste kilde, for derefter at styrte ned gennem klipperne som en brusende flod

Om foråret, hvor vi var der kunne vi se hvordan vandspejlet var hvælvet på grund af vandets tryk nedefra. Det er underligt at stå og se på en sø, og iagttage at vandet er højst på midten.

Det allersidste stykke op mod kilden er for ujævnt til kørestolsræs.
En anden fascinerende tur var til Gordes og videre til Roussillon. På parkeringspladsen umiddelbart før man når op til Gordes bør man standse og nyde udsigten op mod byen som ligger skarpt tegnet mod den blå himmel, næsten som en silhuet, med kirken og châteauet på toppen.

Roussillon kaldes også den røde by, på grund af okkerminerne i byens udkant.
Vi stillede bilen på parkeringspladsen og gik op til udsigtspunktet bag kirken. Herfra åbenbarer sig det skønneste panorama, især mod nord hvor Mont Ventoux ligger klart aftegnet med sine grønne vinmarker og sin hvide kalot.

I byens østlige udkant er der en sti til okkerområdet. Vi gik et stykke der ud af, og oplevede det overdådige farvespil, men belægningen var lidt for blød til at det var rart at gå med kørestolen.

I stedet satte vi os med en kold øl og en nyindkøbt baguette med skinke og nød udsigten ned over det solbeskinnede Rousillon hvor plateauet med kirken strålede i lyset.

Da jeg en morgen kom hjem fra hundelufteturen kom lejrchefen med en invitation til en ”petite fête”. Hvad denne lille fest drejede sig om fik jeg ikke at vide, men vi skulle indfinde os ved kontoret klokken 11.30, og vi måtte meget gerne tage vores venner med

Da vi ankom, var der dækket op på tre, meget flot dekorerede langborde, med alle tænkelige former for lækkerier. Det viste sig, at det var de nye handikapfaciliteter det skulle indvies. Hele bystyret og andre celebre honoratiores var mødt op, og da Conny var den eneste kørestolsbruger, var hun tilsyneladende æresgæsten. Der blev holdt taler som vi ikke forstod ét ord af, og selv om det var meningen at man selv skulle forsyne sig ved bordene, gik der 6-7 unge piger rundt og serverede for os. Da de fandt ud af at vi satte pris på lækkerierne, kappedes de om at komme med nye forsyninger, og stemningen blev ikke dårligere af, at hver gang de kom hen til vores bord, skulle de afprøve deres, ikke særligt perfekte skoleengelsk, hvilket affødte flere pudsige reaktioner.

Jeg måtte flere gange fortælle værten, at han ikke måtte skænke mere op for Conny, da vi ikke kunne forsvare at have en lettere påvirket person kørende rundt på pladsen, men fik hver gang at vide at det var mig der var skubberen, og det derfor var mig der måtte gå ædru hjem.

Én ting var sikkert, vi var hverken sultne eller tørstige da vi forlod festen, og det var godt der ikke var mere end ca. hundrede meter hjem til campingvognen.

Her fra pladsen er der mulighed for at besøge de typiske småbyer på Luberonkædens nordside. Oppede er malerisk, men uegnet for kørestolsræs. Jeg måtte alene op i den gamle bydel og fotografere mens Conny sad i bilen, Som i de fleste af bjergbyerne her, skal man op i nærheden af den gamle borgruin, eller op til kirken for at få den storslåede udsigt udsigt. Men så er resultatet også garanteret hver gang. Menerbes er velegnet for en gåtur. Her gik vi en dejlig lang tur rundt i byen og nød stilheden, atmosfæren og naturligvis den flotte udsigt. Bag kirkegården har man udsigt mod nord, ned over lavlandet, men med bjerge og småbyer i synsfeltet hele vejen rundt. Den hvide top på det allestedsnærværende Mont Ventoux reflekterer det gyldne sollys.

Videre mod øst ligger Lacoste og Bonnieux som bestemt også er et besøg værd. I Bonnieux og omegn har den engelske forfatter Peter Maile hentet inspiration til sine lystige skildringer af livet i Provence.

Fra Bonnieux kan man tage D 943 sydpå til Lourmarin og videre over bjergkæden, og aflægge at besøg i Silvacane klosteret der ligger på bredden af Durance floden.
På morgenturene med hunden var jeg ofte kommet forbi ørreddammene, der ligger lidt øst for campingpladsen. Vores venner var gået samme tur, og var kommet i snak med en gamle morlil der havde tilbudt dem at komme tilbage og købe ørreder. Om eftermiddagen gik vi alle fire ud for at købe aftensmaden. En lidt anderledes måde at købe fisk på, end den vi kender hjemmefra. Her pegede vi på den fisk vi hver især havde udset os, og den gamle kone svingede let og elegant ketsjeren og blandt hundredvis af svømmende ørreder plukkede hun netop den ud, som vi havde udvalgt os.

Min lille røgovn, som er fast inventar i campingvognen, levede op til alle forventninger, og inden længe bredte der sig en liflig duft ad nyrøget fisk over pladsen. Aromaen var åbenbart så tillokkende, at flere naboer kom for at se hvad vi lavede, og de fleste skulle hjem og købe en tilsvarende røgovn.

Kører man nordpå fra l’Isle-sur-la-Sorgue ad D 938, for at nyde en tur langs Dentellerne, kommer man først til Pernes-les-Fontaines. Gå en tur og nyd de mange brønde og springvand som har givet byen dens navn. De tre byporte er også et besøg værd.

Vejen rundt om Carpentras er lidt kringlet, men holder man øje med skiltningen, er problemerne overskuelige. Fra ringvejen i den nordøstlige side af byen, hvor D974 går mod Bédoin, kan man til højre se resterne af en akvædukt fra romertiden.
Tag D7 mod Beaumes-de-Venise, og efter en spadseretur i centrum, skal du køre tilbage til D7, hvor du finder vincooperativet ved den store rundkørsel. Gå ind og lad passagerne prøvesmage det der efter vores mening er noget af det bedste vin der bliver produceret i Frankrig. Beaume-de-Venise er bedst kendt for sin søde hedvin, som bl.a. gør stor lykke når den bliver hældt over en eller anden slags frugt på racletten, men nyd også rødvinen fra området. Efter et par glas kan man ikke kun høre cikaderne, men også englene synge.

Har I plastikdunken med, kan I få den fyldt, men der en også mulighed for at købe hvad hjertet begærer i flasker. Som noget forholdsvis nyt er der også mulighed for at købe 5 og 10 liters kartoner med tappehane. Fordelen her er, at vinen ligger i en foliepose som krymper sammen eftersom man tapper af kartonen, således at der ikke kommer ilt til vinen. Holdbarheden er meget lang.

På vores videre tur nordpå besøgte vi flere af de kendte vinbyer, Gigondas, Vacqueras, Sablet og Séguret. Alle med hver deres særpræg, og alle med vingårde og – udsalg.

Mens vi holdt ved et vinudsalg i Gigondas, kom en formation jetjagere i meget lav højde, på øvelsesflyvning. Lige over hovedet på os startede de deres rød, hvide og blå røgfaner, mens de gik ind i et skarpt drej. Det var en lidt anderledes oplevelse her ude i naturområderne.

På trods af at lejrchefen insisterede på at vi skulle blive nogle dage mere, så vi kunne se de skønne billeder i lokalavisen af receptionen, måtte vi videre. Vi pakkede telt og øvrigt grej, og gjorde klar til at køre tidligt næste morgen. Dog blev afrejsen ikke så tidligt som planlagt. I løbet af natten kom et meget kraftigt stormvejr ind over pladsen. En stor gren rev sig løs af et af træerne og faldt ned over vores campingvogn dog uden at gøre skade. Fluenettet til taglugen var blæst af, det fandt jeg dog senere oppe på taget af vognen.

Vinden lagde sig igen, lige så pludselig som den var begyndt, til gengæld blev det meget tåget umiddelbart efter vi var startet. Da vi kom ud til N7 for at køre nordpå, var sigtbarheden og skiltningen så dårlig, at vi kom ned på den forkerte udfletning. Efter nogle kilometers kørsel begyndte vi at undre os over bynavnene og efter et kik på kortet blev kursen ændret 180°. Siden har vi haft et kompas i bilen.

Vi havde planlagt overnatningen i Bourg-en-Bresse som er en meget nem overnatningsplads. Vi tog Rocade Øst forbi Lyon og fulgte skiltene mod Bourg-en-Bresse. Hvad vi ikke vidste dengang var, at vi skulle være fortsat forbi skiltene helt til frakørsel 3, for at komme ud på N83. nu blev vi på motorvejen og kom naturligvis ind i byen fra den forkerte side. Da vi spurgte en mand om vej, forklarede han at vi skulle tilbage igen af den vej vi kørte på. Jeg var indstillet på at finde en plads jeg kunne vende på længere fremme, men manden gik ud på kørebanen, standsede trafikken fra begge sider så jeg kunne lave en u-vending her på indfaldsvejen midt i myldretiden. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig samme situation i Danmark, men her foregik manøvren med store smil fra medtrafikanterne.

Brugte et par dage i Colmar til afslapning og samvær med gode venner fra Danmark som også var i området.

På hjemvejen overnattede vi på rastepladsen i Hannover Wulferode, og var hjemme næste dag efter en tur på 32 dage og 4247 kilometers kørsel. Og bedst af alt, en masse oplevelser og erfaringer rigere.

Vi synes altid det er rarere at komme hjem fra en forårstur end om efteråret. På denne årstid lokker haven, vejret er behageligere, temperaturen er højere og sommeren lurer lige om hjørnet.