Så har vi igen tilbragt en dejlig sommer hjemme, campingvognen har fået et velfortjent hvil, kun afbrudt af et par småture med børnebørnene. Men det er nu sidst i september, og igen tid til at pakke og vende næsen mod syd.
Denne gang skal vi til Dole. Her skal vi mødes med gode venner og sammen planlægge hvor vi videre skal hen.

Som vi nu plejer kører vi hjemmefra lørdag morgen for at slippe for den tunge lastbiltrafik ned gennem Tyskland. Når vi kommer til færgen viser vi handikapskiltet og personaler sørger så for at vi kommer til at holde ud for elevatoren. Ganske vist har vi været ude for færger hvor der skulle lægges ramper ud til kørestolen, og hvor pladsen har været kneben, men personalet har altid været hjælpsomme.
Vi overnattede på motorvejsrastepladsen i Seesen. Koldt og småregn så vi glæder os endnu mere til at komme ned og nyde varmen.

I løber af natten kom en stor kølebil med en larmende kompressor og parkerede lige op ad campingvognen. I sådan en situation er det rart at man er udstyret med et godt sovehjerte, eller er man måske bare for træt til at reagere?

Søndag eftermiddag var vi i Colmar, og hundens hale piskede mens vi kørte hen ad tilkørselsvejen til campingpladsen. Den kan helt tydelig fornemme at vi har været her før. Vi andre nyder også at komme til en plads vi kender, her kan vi straks vælge en plads direkte på flodbredden og nyde idyllen så snart vi er ankommet.
Resten af turen mod Dole kørte vi ad N83. vi nyder skønheden på denne vej langs Doubs floden.

Pladsen i Dole er godt beliggende, nær sportspladsen og omkranset af et par flodarme med snadrende ænder og fiskehejrer. Her er en flot udsigt mod byen og kirken og kun få minutters gang til centrum. Nogle gader er brostensbelagte, men alt i alt en dejlig by at færdes i.

Handikapfaciliteterne i den nye bygning er fine og selv om den er aflåst i lavsæsonen kan man få nøglen.

Efter få dage i Dole hvor vi havde nydt den skønne by og omgivelserne, skulle vi lørdag aften en lille tur op til kirken for at nyde aftenstemningen. Da vi kom til gangbroen over floden, fik jeg i halvmørket ikke løftet forhjulene på kørestolen nok, da vi skulle over den lille niveauforskel fra fortovet til broen, med det resultat at Conny gled ud af kørestolen. Med besvær fik jeg løftet hende op i stolen igen og da hun havde stærke smerter i foden, måtte vi tilbage til campingpladsen og have fat i en læge. Efter han havde kikket på foden tilkaldte han en ambulance, men man føler sig noget hjælpeløs ved at stå og betragte to ambulancemænd som måtte læse brugsanvisningen flere gange og gøre gentagne forsøg før de kunne anlægge en støtteforbinding.

Ankommet til det moderne Louis Pasteur Hospital prøvede vi at få tilkaldt en engelsk- eller tysktalende læge. Efter nogen ventetid kom Dr. Roch som talte nogenlunde engelsk, og jeg fik fortalt han om den danske sygesikringsordning, og hvordan vi var dækket ind af det gule sygesikringskort. Han gjorde det klart at han havde forstået og gav sig så til at parlamentere på fransk med de efterhånden otte personer der havde samlet sig om briksen hvor Conny lå. Da der var gået meget lang tid hvor der ikke skete noget som helst andet end Conny lå og gav sig af smerte, og mit ellers så rolige blodtryk steg op imod den røde del af skalaen, spurgte jeg om der ikke snart skulle ske noget. ”Nej da” var svaret. ”Vi kan da ikke gå i gang før ambulancemanden har fået penge for transporten”. Jeg prøvede endnu en gang at forklare lidt om den Europæiske sygesikringsaftale og at de da havde set vores sygesikringskort. Men nej, chaufføren skulle have ”cool-cash” før de ville påbegynde undersøgelserne.

Da jeg ikke havde så mange kontanter med, måtte jeg bede ambulancechaufføren køre mig tilbage til campingvognen efter flere penge. Derefter måtte jeg i vores egen bil køre efter ambulancen til hospitalet, og i overværelse af personalet betale for transporten, hvorefter lægerne omsider gik i gang. Røntgenbillederne afslørede to brud på ankelen og et på skinnebenet.

Da jeg langt over midnat kom tilbage til campingpladsen var porten låst, så jeg måtte stille bilen udenfor, men heldigvis var fodgængerlågen åben så jeg kunne komme ind og i seng.

Ved en sådan ulykke er det godt med det gule sygesikringskort, selv om lægerne i første omgang ikke ville godtage det. Med et telefonopkald til Rejsesygesikringen sikrede jeg mig, at de overtog det videre ansvar. En fransktalende person ringede hjemmefra til hospitalet, og jeg blev kontaktet på campingpladsen og informeret om hvad der videre skulle ske.

Rejsesygesikringen har sammen med Amtskommunerne udgivet en pjece med vigtige telefonnumre, samt information ved sygdom og ulykke. I pjecen er der også en oversættelse til de mest besøgte rejsemål, så man i en given situation kan vise behandleren ens rettigheder på den pågældendes eget sprog. Denne lille informationsfolder ligger nu fast i campingvognen

Jeg havde aftalt at mødes med Dr. Roch og kirurgen næste morgen inden de opererede. Her fik vi at vide at man ikke turde operere på grund af Connys svage knogler, men at de ville overflytte hende til et dansk hospital hvor de kendte hende, så snart hendes tilstand var stabil

Hospitalet var nybygget og supermoderne, men plejeforholdene og mangel på hygiejne ledte tanken hen på den sorte pests tid.

Efter tre dages ophold på hospitalet skulle Conny overflyttes til Danmark. Først var det meningen, hun skulle med en flyver fra Paris, ledsaget af en dansk sygeplejerske som ville ankomme til hospitalet og ledsage hende på hjemturen, men på grund af tidsnød lod dette sig alligevel ikke gøre, men der var en ledig plads på en maskine fra Geneve. Der kom én ambulancemand der skulle forestå transporten til lufthavnen.

Conny havde fået skinne og gipsbandage fra tæerne og helt op til hoften, og da chaufføren ikke måtte køre hospitalssengen ned i kælderen til ambulancen, gjorde han klar til at løfte Conny op i armene og bære hende ned, med gibsbenet strittede ud i luften. Igen måtte jeg tale med ret store bogstaver før det lykkedes at få en båretransport ned til udgangen. Liggende på en metalbriks i ambulancen, uden ordentlig stabilisering blev Conny kørt ad de snoede veje til Geneve med fuld udrykning. En tur hun ikke ønsker at gentage.

I Geneve var den danske sygeplejerske omsider ankommet, og nu blev det professionelt. Der var gjort klar til liggende transport i flyet og sygeplejersken havde styr på det hele indtil landingen i Kastrup, hvor fire Falckfolk overtog den videre transport til Frederikssund sygehus.

Familien og vennerne i Danmark var naturligvis informeret, så Conny var i gode hænder selv om jeg blev tilbage.

Hunden og jeg pakkede sammen og kørte mod Alsace igen, for bilen og campingvognen skulle jo tilbage til Danmark. Denne morgentur langs Doubs floden ad N83 var eventyrlig køn. Efterårsfarverne spejlede sig krystalklare i modlyset i floden, men smukke oplevelser er bedst når man har nogle at dele dem med, og hunden virkede bedøvende ligeglad med den omgivende naturskønhed.

Næste morgen forlod jeg pladsen i Colmar og satte kursen nordpå. Dejligt klart vejr, men morgentågen stod så tyk i lavningerne at kun hustage, trætoppe og kirketårne stak op over tågen som var helt purpurfarvede af den lavtstående morgensol. Til venstre lå Vogeserbjergene fuldstændigt orangerøde i morgenlyset. På motorvejen i Strasbourg blev tågen pludselig meget koncentreret og trafikken gik totalt i stå. Sigtbarheden var så lav, at det var umuligt at se skiltene over kørebanen. Men da hastigheden var tilsvarende lav, kom jeg igennem byen uden problemer.

Efter en overnatning på rastepladsen i Allertal gik turen gnidningsløst til Danmark, og om eftermiddagen kunne jeg rulle ind på parkeringspladsen ved Frederikssund sygehus.

Connys operation var gået planmæssigt, bruddene var sat pænt sammen og nu ventede der en lang genoptræning.

Denne campingtur blev kun på ti dage i alt men mere oplevelsesrig end ønsket.