Med kørestol og campingvogn
Hent hele historien som pdf-fil her

 

Efter en lang vinter med intensiv genoptræning er solen igen begyndt at skinne, og her midt i marts måned er campingguiderne tyndslidte af flittig brug.

Vores rejseulykkesforsikring har bevilliget en erstatningsrejse i stedet for den der blev afbrudt i efteråret. Det vil sige at vi nu får kompensation for faste udgifter, så som færgebillet, benzin- og campingpladsudgifter. Og oven i, har vi fået et beløb på flere hundrede kroner til at spise for hver dag, hvilket har gjort, at vi denne gang har valgt campingpladser med restaurant.

I stedet for den obligatoriske madpakke spiste vi en overdådig frokost på Tysklandsfærgen inden vi tog turen ned ad de snesjapdækkede motorveje. Vi nyder at køre i weekenden, hvor der ikke er så meget af den tunge lastbilstrafik. Efter en overnatning på rastepladsen i Seesen var vi i Colmar søndag eftermiddag. Her var hylende koldt, og da jeg startede el-varmeovnen brændte den sammen. ”Fint”, sagde Conny, ”Vi får varmen oppe i restauranten, og vi skal alligevel tidlig i seng”. Da vi kom hen til restauranten var den lukket på grund af en familiebegivenhed. Vi var for trætte til at køre op i byen for at finde et spisested, hvor vi kunne komme ind med kørestolen, så vi måtte nøjes med den smule mad der var i køleskabet.

Få minutters gang fra pladsen ligger der en stor ”Le Clerk” her købte vi mandag morgen både mad og en ny varmeovn, og om aftenen tog vi revanche og nød en lækker middag i restauranten.

Tirsdag morgen kørte vi videre. Det er nemt at komme gennem Colmar med campingvogn, selv i morgentrafikken

Turen ad N83 er så smuk med forårsgrønne træer og marker, og ved tanken om at naturen i Danmark stadig er grå og trist, er det en større nydelse at se alt det der blomstrer her.

Pladsen i Bourg-en Bresse var lukket på grund af ombygning, men vi fik at vide, der lå en plads i Ceyzériat, ca. ti kilometer øst for Bourg. Denne plads var ved at blive moderniseret, den var temmelig bar men helårsåben, og absolut egnet som transitplads hvis man kommer på et tidspunkt hvor Bourg endnu ikke er åbnet.

Vi havde udset os en plads i La Roch de Antheron, mellem Avignon og Aix-en-Provence. I følge campingguiden var pladsen solrig og beliggende tæt ved byen. Fakta var en ganske anden. Pladsen lå midt i en pinieskov, der var så mørkt her midt på dagen at vi måtte have lys på bilen da vi kørte rundt på pladsen. Det eneste sted solen nåede ned, var ved børnenes soppebassin, og her måtte ikke camperes. Vi havde et alternativ, en plads som lå længere uden for byen, godt nok dyrere og efter beskrivelsen noget mere eksklusiv end hvad vi normalt ville vælge, men hvad, vi skulle jo bruge vores forsikringspenge.

Ankommet til pladsen måtte vi konstatere at restauranten som skulle være helårsåben, var lukket. Handikaptoiletterne som var lovet opvarmede, bestod af en væg, cirka 180 centimeter høj, og ellers åbent helt op til taget og vinden piskede gennem bygningen. Da der heller ikke var varmt i opvaskerummet, vaskede folk op ved koldtvandshanerne rundt omkring på pladsen. Restauranten og udsalget var lukket, og da vi påtalte det over for lejechefen, fik vi at vide, at der naturligvis kun var åbent i højsæsonen. Beklageligvis lå pladsens brochurer på skranken, hvori der også stod at alle faciliteter var helårsåbne. Så blev der igen slået ud med armene og man kunne næsten se teksten ”besværlig turist” spejle sig i øjnene på lejrchefen.
Det er absolut ikke en plads vi vil anbefale til handikappede.

Vi benyttede de næste dage til at køre ture i omegnen, men da det var påske var alle pladser i nabolaget fuldt belagte. Restauranterne lå alle utilgængelige for kørestole, enten med for mange trapper, eller med for smalle indgangspartier, så vi fik ikke brugt mange penge på at gå ud og spise. Men omegnen er pragtfuld, og vi kørte nogle skønne ture, blandt andet til Salon-de Provence.

Lidt nord for byen ligger en plads, hvor vi igen havde en dejlig oplevelse. Vi havde læst, der var restaurant på denne plads, og da vi kørte rundt for at finde den, kom vi flere gange forbi et stort hus hvor der gik en dame udenfor og lagde duge på de store borde. Vi standsede og spurgte pænt om det var restauranten. Damen morede sig hjerteligt og fortalte at huset ikke hørte ved til pladsen, men hun var ved at gøre klar til en stor familiefrokost og vi da skulle være så velkomne, for hun havde set at bilen var dansk, og det var efter hendes mening nok til at invitere os på frokost. Vi sagde dog pænt nej tak til det generøse tilbud, og kørte videre gennem de smukke småbyer i området, blandt andet Eygurieres, der er berømt for sine mange fontæner og springvand, men vi fandt nu ikke en eneste på denne tur.

Vejret var utroligt flot her i slutningen af marts, nogle dage næsten for varmt, men der var også dage hvor det blæste så meget at jeg måtte sætte ekstra barduner i forteltet. Blæsten førte en mængde fint, rødt sandstøv med sig. Det lagde sig alle steder, selv inde i skabene, og var næsten ikke til at vaske af igen.

Lige nord for Durance floden ligger der imponerende Silvacane kloster. Det er absolut et besøg værd. Men man skal også opleve Luberon bjergkæden fra sydsiden. Bjergvejen med de pittoreske bjergbyer, Cadenet, Leurmarin og især Bonnieux er værd at bruge nogle timer på, og har man lidt tid til overs, bør man køre hjem over Vaugines og Cucuron.

I dette område er der også en overdådighed af store rovfugle. Høge, våger og ørne kredser på stive vinger i termikvindene. Især slangeørne var der mange af, og et par gange så vi dem komme flyvende med byttet i kløerne.

En hollænder inviterede os hen for at se hans konstruktion. Konen var paraplegiker og kunne ikke komme op i camperen uden hjælp, men de havde fået lavet en udendørs ”elevator”. En lille elektrisk lift som kunne hæves op i højde med camperens gulv, men konstruktionen var både for tung og klodset til at kunne bruges til vores campingvogn.

Cirka 12 kilometer vest for Aix-en-Provence ved D65 ligger Aqueduc de Roquefavour.
Et fantastisk bygningsværk som fører vandet gennem Canal de Marseille. Selv om akvædukten her er af meget nyere dato, er den synsmæssigt lige så imponerende som Pont du Gard. I det pragtfulde solskinsvejr sad tilsyneladende det halve af Frankrigs befolkning med deres picnickurve på skrænterne under broen. Vi måtte også prøve at forcere det lidt kuperede terræn for at nyde området, og overalt hvor vi kom frem blev vi hilst med glade tilråb og venlige bemærkninger. Her var virkelig en skøn påskestemning.

På vejen hjem til campingpladsen kørte vi gennem Ventabren. Her i 218 meters højde gjorde vi holdt ved kirken hvorfra der er en vidunderlig udsigt ned over Étang de Berre og Middelhavet. Turen gik videre ad D 19 mod Coudoux. Herfra kører man mod nord ad D67e. På denne strækning skal man også huske at standse og kikke sig tilbage ned over kystområdet, samtidig med at man igen får denne næsten berusende følelse af duften fra de vilde krydderurter. I Lambesc var der tid til at strække benene og nyde landsbyidyllen før vi satte kursen hjem over Charleval.

Dagen efter påske pakkede vi sammen og kørte til St. Remy-de-Provence, i håb om at der nu var ledige pladser. Den lange platan allé ad D99 stod solspættet i forårslyset. De sartgrønne blade var netop sprunget ud, og her føles det som om man kører i en lys vårgrøn tunnel. Absolut en af de smukkeste strækninger på turen.

Selv om vi gerne vil opleve nye steder, er det også dejligt at komme til en plads man kender, og hvor man ved tingene fungerer. Vognen blev placeret i en fart, og alt imens kom campister af forskellige nationaliteter, som vi havde mødt tidligere, for at byde os velkommen.

Om aftenen skulle vi finde en restaurant for at bruge vores forsikringspenge. Valget faldt på ”Le Gaulois” populært kaldet Asterix, som ligger lige ved ringvejen. Værtinden var sikker på, at vi sagtens kunne komme ind med kørestolen. Det lykkedes også med møje og besvær at få plads ved et bord, efter værtinden havde flyttet reservationsskiltet herfra til et andet bord. Det par som havde reserveret bordet kom senere og fik af værtinden forklaret hvad grunden til flytningen var. Vi fik et par smil og venlige nik, men da samtalen var på fransk kom vi naturligvis ikke i snak.

Aftenen efter, da vi igen kom for at spise, sad det samme par ved ”vores” bord hvor de var i gang med middagen. Da de så vi kom ind, tog de resolut deres tallerkner og skyndte sig ned i hjørnet hvor de var blevet flyttet til aftenen tidligere. Det viste sig at det var et tysk ægtepar som gennem femten år havde holdt ferie her, og som hver gang havde bestilt det samme bord. Et par dejlige mennesker, som vi fik talt meget med.

Maden på ”Le Gaulois” var pragtfuld og betjeningen hyggelig og familiær
Vi havde læst om en plads nord for Tarasçon, som vi lige skulle kikke på. Da vi kørte ind i Tarasçon så vi et skilt mod en plads til venstre. Den kunne vi kaste et blik på undervejs, men da vi havde kørt et par kilometer sydpå, blev vi enige om at den lå for langt fra byen. Der var så kraftig sandfygning, at vi måtte holde stille et stykke tid da vi skulle vende bilen. Vi kunne simpelthen ikke se trafikken, fordi der i perioder var så meget sand i luften.

I den nordlige udkant af Tarasçon fandt vi et andet campingskilt. Denne plads ligger lige ned til Rhone, og helt op mod muren fra det gamle fæstningsanlæg. Pladsen er lidt mørk men rigtig godt beliggende, kun få minutters gang ind til centrum og handikapfaciliteterne var gode. Pladsen i Vallabregues som vi kørte efter fandt vi ikke, men vi havde en dejlig udflugt.

Efter en uges tid i St. Remy kørte vi mod Nyons. Ad N571 mod Avignon, videre ad N7 og lige nord for Orange til højre ad D 976. Denne tur er også smuk, med vinmarkerne og Mont Ventoux i baggrunden.

Pladsen i Nyons var perfekt. En venlig og humørfyldt lejrchef som straks lukkede op for varmen på et stort og flot handikaptoilet. Pladsen ligger fredelig ned mod Eygues floden og på trods af at der kun er ganske få minutters gang til bymidten er her er her stille og fredfyldt. Nyons er ikke nogen stor by, men med sine cirka 7000 indbyggere er den alligevel stor nok til at man kan besøge den utallige gange og alligevel opleve noget nyt hver gang.

Den gamle bydel med buegangene og med broen fra det 15. århundrede, besøgte vi næsten hver dag, og en stor del af Quartier de Forts med de stejle gader og snævre stræder kan også til en vis grad besøges med kørestol.
Torvet og resten af bymidten er om torsdagen omdannet til ét stort marked, hvor det virkeligt kan betale sig at gøre sine ugentlige indkøb. Der er også flere gode og store supermarkeder i byen. Og tæt på centrum ligger det store vinkooperativ, som naturligvis sælger de lokale vine, men også honning, oliven o.s.v.

Lige syd for byen ligger Garde Grosse, en klippetop i 944 meters højde, hvorfra de lokale drageflyverne starter. Der er stejlt, vejen er smal, men udsigten er hele turen værd.

Vi kørte en af dagene ud af D79, gennem Aubres og i les Pilles drejede vi til højre ad D185 op i bjergene. Bare en kort tur rundt om det lille bjergmassiv, men alligevel en af de store oplevelser fordi alt er så smukt og frodigt her om foråret.

Hver gang man standser får man et nyt sanseindtryk. Fuglene synger, bjergbækkene risler beroligende, forårsbuskene fryder øjet med deres farver og overalt i det grønne står de blomstrende pebertræer som lysende lillafarvede eksplosioner.
Nyons har den fordel at være omkranset af bjerge, så her altid er læ, og her langt inde i landet er der et subtropisk klima som man ellers skal helt ned til kysten for at finde. Et dagbogsnotat viser, at den 24. april gik vi på torvet og termometeret viste 25 grader klokken 19.34.

Igen en lang forårstur med meget lidt regn, men med masser af solskin og varme. Lige det vi kører til Frankrig efter.

På denne tur kørte vi hjem ad N7, vest om Lyon, stort set en meget god tur men der er alt for meget trafik på denne rute.

Ved Salon-sur-Rhone tog vi N73 til Dole hvor vi blev et par dage. Ankommet til pladsen opdagede vi at taglugen var blæst af under vejs. Ved hjælp af lejrchefens lange stige og et stykke kraftigt plastik fik jeg midlertidigt udbedret skaden.

Vores datter og svigersøn ringede og fortalte at de var på vej til Alsace. Vi aftalte at mødes i Turkheim. Da vi kørte ind i Alsace forsvandt solen for første gang siden vi kom til Frankrig den 23. marts og det blev bidende koldt. Da vi kom ind på pladsen mødte vi helt tilfældigt danske campister som vi også havde mødt i Nyons. Nu var påklædningen ikke bikini og små shorts, men store sweaters.

Det mest positive vi fandt ved pladsen i Turkheim var det flotte handikaptoilet. Byen er svær at komme rundt i med kørestol på grund af ujævne brosten og smalle fortove, og selve byen er heller ikke sindsoprivende spændende. Men kan man lide storke, er her en fordel. Lige udenfor pladsen er der en storkefarm, og de halvtamme fugle går og tigger mad på campingpladsen. En morgen stod der en stork i forteltet og spiste af hundens madskål mens hunden tolerant, men forundret, sad og kikkede på.

Vi havde en hyggelig uge sammen med ”ungerne” og fik vist dem omegnen. Sammen kørte vi nogle dejlige ture bl.a. til Haut Kønigsbourg, abeparken og ørnereservatet. Abeparken (Montagne des Singes) er et stort område med Gibraltaraber som blev hentet fra Andelsbjergene, og i hele området går man sammen med disse fritgående, gadedrengeagtige dyr.

Ved slotsruinerne nær Kintzheim ligger også ”Volerie des Aigles” hvor ørne, falke og andre rovfugle kan opleves ved spændende opvisninger.

På turen op gennem Tyskland og Danmark kunne vi fryde os over at den natur der var grå og trist for 5 uger siden, nu fremstår lys og forårsgrøn. Foråret i Danmark er nu også dejligt.