Efter
en lang vinter med intensiv genoptræning er solen
igen begyndt at skinne, og her midt i marts måned
er campingguiderne tyndslidte af flittig brug.
Vores rejseulykkesforsikring har bevilliget en erstatningsrejse
i stedet for den der blev afbrudt i efteråret. Det
vil sige at vi nu får kompensation for faste udgifter,
så som færgebillet, benzin- og campingpladsudgifter.
Og oven i, har vi fået et beløb på flere
hundrede kroner til at spise for hver dag, hvilket har gjort,
at vi denne gang har valgt campingpladser med restaurant.
I stedet for den obligatoriske madpakke spiste vi en overdådig
frokost på Tysklandsfærgen inden vi tog turen
ned ad de snesjapdækkede motorveje. Vi nyder at køre
i weekenden, hvor der ikke er så meget af den tunge
lastbilstrafik. Efter en overnatning på rastepladsen
i Seesen var vi i Colmar søndag eftermiddag. Her
var hylende koldt, og da jeg startede el-varmeovnen brændte
den sammen. ”Fint”, sagde Conny, ”Vi får
varmen oppe i restauranten, og vi skal alligevel tidlig
i seng”. Da vi kom hen til restauranten var den lukket
på grund af en familiebegivenhed. Vi var for trætte
til at køre op i byen for at finde et spisested,
hvor vi kunne komme ind med kørestolen, så
vi måtte nøjes med den smule mad der var i
køleskabet.
Få minutters gang fra pladsen ligger der en stor ”Le
Clerk” her købte vi mandag morgen både
mad og en ny varmeovn, og om aftenen tog vi revanche og
nød en lækker middag i restauranten.
Tirsdag morgen kørte vi videre. Det er nemt at komme
gennem Colmar med campingvogn, selv i morgentrafikken
Turen ad N83 er så smuk med forårsgrønne
træer og marker, og ved tanken om at naturen i Danmark
stadig er grå og trist, er det en større nydelse
at se alt det der blomstrer her.
Pladsen i Bourg-en Bresse var lukket på grund af ombygning,
men vi fik at vide, der lå en plads i Ceyzériat,
ca. ti kilometer øst for Bourg. Denne plads var ved
at blive moderniseret, den var temmelig bar men helårsåben,
og absolut egnet som transitplads hvis man kommer på
et tidspunkt hvor Bourg endnu ikke er åbnet.
Vi havde udset os en plads i La Roch de Antheron, mellem
Avignon og Aix-en-Provence. I følge campingguiden
var pladsen solrig og beliggende tæt ved byen. Fakta
var en ganske anden. Pladsen lå midt i en pinieskov,
der var så mørkt her midt på dagen at
vi måtte have lys på bilen da vi kørte
rundt på pladsen. Det eneste sted solen nåede
ned, var ved børnenes soppebassin, og her måtte
ikke camperes. Vi havde et alternativ, en plads som lå
længere uden for byen, godt nok dyrere og efter beskrivelsen
noget mere eksklusiv end hvad vi normalt ville vælge,
men hvad, vi skulle jo bruge vores forsikringspenge.
Ankommet til pladsen måtte vi konstatere at restauranten
som skulle være helårsåben, var lukket.
Handikaptoiletterne som var lovet opvarmede, bestod af en
væg, cirka 180 centimeter høj, og ellers åbent
helt op til taget og vinden piskede gennem bygningen. Da
der heller ikke var varmt i opvaskerummet, vaskede folk
op ved koldtvandshanerne rundt omkring på pladsen.
Restauranten og udsalget var lukket, og da vi påtalte
det over for lejechefen, fik vi at vide, at der naturligvis
kun var åbent i højsæsonen. Beklageligvis
lå pladsens brochurer på skranken, hvori der
også stod at alle faciliteter var helårsåbne.
Så blev der igen slået ud med armene og man
kunne næsten se teksten ”besværlig turist”
spejle sig i øjnene på lejrchefen.
Det er absolut ikke en plads vi vil anbefale til
handikappede.
Vi benyttede de næste dage til at køre ture
i omegnen, men da det var påske var alle pladser i
nabolaget fuldt belagte. Restauranterne lå alle utilgængelige
for kørestole, enten med for mange trapper, eller
med for smalle indgangspartier, så vi fik ikke brugt
mange penge på at gå ud og spise. Men omegnen
er pragtfuld, og vi kørte nogle skønne ture,
blandt andet til Salon-de Provence.
Lidt nord for byen ligger en plads, hvor vi igen havde en
dejlig oplevelse. Vi havde læst, der var restaurant
på denne plads, og da vi kørte rundt for at
finde den, kom vi flere gange forbi et stort hus hvor der
gik en dame udenfor og lagde duge på de store borde.
Vi standsede og spurgte pænt om det var restauranten.
Damen morede sig hjerteligt og fortalte at huset ikke hørte
ved til pladsen, men hun var ved at gøre klar til
en stor familiefrokost og vi da skulle være så
velkomne, for hun havde set at bilen var dansk, og det var
efter hendes mening nok til at invitere os på frokost.
Vi sagde dog pænt nej tak til det generøse
tilbud, og kørte videre gennem de smukke småbyer
i området, blandt andet Eygurieres, der er berømt
for sine mange fontæner og springvand, men vi fandt
nu ikke en eneste på denne tur.
Vejret var utroligt flot her i slutningen af marts, nogle
dage næsten for varmt, men der var også dage
hvor det blæste så meget at jeg måtte
sætte ekstra barduner i forteltet. Blæsten førte
en mængde fint, rødt sandstøv med sig.
Det lagde sig alle steder, selv inde i skabene, og var næsten
ikke til at vaske af igen.
Lige nord for Durance floden ligger der imponerende Silvacane
kloster. Det er absolut et besøg værd. Men
man skal også opleve Luberon bjergkæden fra
sydsiden. Bjergvejen med de pittoreske bjergbyer, Cadenet,
Leurmarin og især Bonnieux er værd at bruge
nogle timer på, og har man lidt tid til overs, bør
man køre hjem over Vaugines og Cucuron.
I dette område er der også en overdådighed
af store rovfugle. Høge, våger og ørne
kredser på stive vinger i termikvindene. Især
slangeørne var der mange af, og et par gange så
vi dem komme flyvende med byttet i kløerne.
En hollænder inviterede os hen for at se hans konstruktion.
Konen var paraplegiker og kunne ikke komme op i camperen
uden hjælp, men de havde fået lavet en udendørs
”elevator”. En lille elektrisk lift som kunne
hæves op i højde med camperens gulv, men konstruktionen
var både for tung og klodset til at kunne bruges til
vores campingvogn.
Cirka
12 kilometer vest for Aix-en-Provence ved D65 ligger Aqueduc
de Roquefavour.
Et fantastisk bygningsværk som fører vandet
gennem Canal de Marseille. Selv om akvædukten her
er af meget nyere dato, er den synsmæssigt lige så
imponerende som Pont du Gard. I det pragtfulde solskinsvejr
sad tilsyneladende det halve af Frankrigs befolkning med
deres picnickurve på skrænterne under broen.
Vi måtte også prøve at forcere det lidt
kuperede terræn for at nyde området, og overalt
hvor vi kom frem blev vi hilst med glade tilråb og
venlige bemærkninger. Her var virkelig en skøn
påskestemning.
På vejen hjem til campingpladsen kørte vi gennem
Ventabren. Her i 218 meters højde gjorde vi holdt
ved kirken hvorfra der er en vidunderlig udsigt ned over
Étang de Berre og Middelhavet. Turen gik videre ad
D 19 mod Coudoux. Herfra kører man mod nord ad D67e.
På denne strækning skal man også huske
at standse og kikke sig tilbage ned over kystområdet,
samtidig med at man igen får denne næsten berusende
følelse af duften fra de vilde krydderurter. I Lambesc
var der tid til at strække benene og nyde landsbyidyllen
før vi satte kursen hjem over Charleval.
Dagen efter påske pakkede vi sammen og kørte
til St. Remy-de-Provence, i håb om at der nu var ledige
pladser. Den lange platan allé ad D99 stod solspættet
i forårslyset. De sartgrønne blade var netop
sprunget ud, og her føles det som om man kører
i en lys vårgrøn tunnel. Absolut en af de smukkeste
strækninger på turen.
Selv om vi gerne vil opleve nye steder, er det også
dejligt at komme til en plads man kender, og hvor man ved
tingene fungerer. Vognen blev placeret i en fart, og alt
imens kom campister af forskellige nationaliteter, som vi
havde mødt tidligere, for at byde os velkommen.
Om aftenen skulle vi finde en restaurant for at bruge vores
forsikringspenge. Valget faldt på ”Le Gaulois”
populært kaldet Asterix, som ligger lige ved ringvejen.
Værtinden var sikker på, at vi sagtens kunne
komme ind med kørestolen. Det lykkedes også
med møje og besvær at få plads ved et
bord, efter værtinden havde flyttet reservationsskiltet
herfra til et andet bord. Det par som havde reserveret bordet
kom senere og fik af værtinden forklaret hvad grunden
til flytningen var. Vi fik et par smil og venlige nik, men
da samtalen var på fransk kom vi naturligvis ikke
i snak.
Aftenen efter, da vi igen kom for at spise, sad det samme
par ved ”vores” bord hvor de var i gang med
middagen. Da de så vi kom ind, tog de resolut deres
tallerkner og skyndte sig ned i hjørnet hvor de var
blevet flyttet til aftenen tidligere. Det viste sig at det
var et tysk ægtepar som gennem femten år havde
holdt ferie her, og som hver gang havde bestilt det samme
bord. Et par dejlige mennesker, som vi fik talt meget med.
Maden på ”Le Gaulois” var pragtfuld og
betjeningen hyggelig og familiær
Vi havde læst om en plads nord for Tarasçon,
som vi lige skulle kikke på. Da vi kørte ind
i Tarasçon så vi et skilt mod en plads til
venstre. Den kunne vi kaste et blik på undervejs,
men da vi havde kørt et par kilometer sydpå,
blev vi enige om at den lå for langt fra byen. Der
var så kraftig sandfygning, at vi måtte holde
stille et stykke tid da vi skulle vende bilen. Vi kunne
simpelthen ikke se trafikken, fordi der i perioder var så
meget sand i luften.
I den nordlige udkant af Tarasçon fandt vi et andet
campingskilt. Denne plads ligger lige ned til Rhone, og
helt op mod muren fra det gamle fæstningsanlæg.
Pladsen er lidt mørk men rigtig godt beliggende,
kun få minutters gang ind til centrum og handikapfaciliteterne
var gode. Pladsen i Vallabregues som vi kørte efter
fandt vi ikke, men vi havde en dejlig udflugt.
Efter en uges tid i St. Remy kørte vi mod Nyons.
Ad N571 mod Avignon, videre ad N7 og lige nord for Orange
til højre ad D 976. Denne tur er også smuk,
med vinmarkerne og Mont Ventoux i baggrunden.
Pladsen i Nyons var perfekt. En venlig og humørfyldt
lejrchef som straks lukkede op for varmen på et stort
og flot handikaptoilet. Pladsen ligger fredelig ned mod
Eygues floden og på trods af at der kun er ganske
få minutters gang til bymidten er her er her stille
og fredfyldt. Nyons er ikke nogen stor by, men med sine
cirka 7000 indbyggere er den alligevel stor nok til at man
kan besøge den utallige gange og alligevel opleve
noget nyt hver gang.
Den gamle bydel med buegangene og med broen fra det 15.
århundrede, besøgte vi næsten hver dag,
og en stor del af Quartier de Forts med de stejle gader
og snævre stræder kan også til en vis
grad besøges med kørestol.
Torvet og resten af bymidten er om torsdagen omdannet til
ét stort marked, hvor det virkeligt kan betale sig
at gøre sine ugentlige indkøb. Der er også
flere gode og store supermarkeder i byen. Og tæt på
centrum ligger det store vinkooperativ, som naturligvis
sælger de lokale vine, men også honning, oliven
o.s.v.
Lige syd for byen ligger Garde Grosse, en klippetop i 944
meters højde, hvorfra de lokale drageflyverne starter.
Der er stejlt, vejen er smal, men udsigten er hele turen
værd.
Vi kørte en af dagene ud af D79, gennem Aubres og
i les Pilles drejede vi til højre ad D185 op i bjergene.
Bare en kort tur rundt om det lille bjergmassiv, men alligevel
en af de store oplevelser fordi alt er så smukt og
frodigt her om foråret.
Hver gang man standser får man et nyt sanseindtryk.
Fuglene synger, bjergbækkene risler beroligende, forårsbuskene
fryder øjet med deres farver og overalt i det grønne
står de blomstrende pebertræer som lysende lillafarvede
eksplosioner.
Nyons har den fordel at være omkranset af bjerge,
så her altid er læ, og her langt inde i landet
er der et subtropisk klima som man ellers skal helt ned
til kysten for at finde. Et dagbogsnotat viser, at den 24.
april gik vi på torvet og termometeret viste 25 grader
klokken 19.34.
Igen en lang forårstur med meget lidt regn, men med
masser af solskin og varme. Lige det vi kører til
Frankrig efter.
På denne tur kørte vi hjem ad N7, vest om Lyon,
stort set en meget god tur men der er alt for meget trafik
på denne rute.
Ved Salon-sur-Rhone tog vi N73 til Dole hvor vi blev et
par dage. Ankommet til pladsen opdagede vi at taglugen var
blæst af under vejs. Ved hjælp af lejrchefens
lange stige og et stykke kraftigt plastik fik jeg midlertidigt
udbedret skaden.
Vores datter og svigersøn ringede og fortalte at
de var på vej til Alsace. Vi aftalte at mødes
i Turkheim. Da vi kørte ind i Alsace forsvandt solen
for første gang siden vi kom til Frankrig den 23.
marts og det blev bidende koldt. Da vi kom ind på
pladsen mødte vi helt tilfældigt danske campister
som vi også havde mødt i Nyons. Nu var påklædningen
ikke bikini og små shorts, men store sweaters.
Det mest positive vi fandt ved pladsen i Turkheim var det
flotte handikaptoilet. Byen er svær at komme rundt
i med kørestol på grund af ujævne brosten
og smalle fortove, og selve byen er heller ikke sindsoprivende
spændende. Men kan man lide storke, er her en fordel.
Lige udenfor pladsen er der en storkefarm, og de halvtamme
fugle går og tigger mad på campingpladsen. En
morgen stod der en stork i forteltet og spiste af hundens
madskål mens hunden tolerant, men forundret, sad og
kikkede på.
Vi havde en hyggelig uge sammen med ”ungerne”
og fik vist dem omegnen. Sammen kørte vi nogle dejlige
ture bl.a. til Haut Kønigsbourg, abeparken og ørnereservatet.
Abeparken (Montagne des Singes) er et stort område
med Gibraltaraber som blev hentet fra Andelsbjergene, og
i hele området går man sammen med disse fritgående,
gadedrengeagtige dyr.
Ved slotsruinerne nær Kintzheim ligger også
”Volerie des Aigles” hvor ørne, falke
og andre rovfugle kan opleves ved spændende opvisninger.
På turen op gennem Tyskland og Danmark kunne vi fryde
os over at den natur der var grå og trist for 5 uger
siden, nu fremstår lys og forårsgrøn.
Foråret i Danmark er nu også dejligt.