Hvor er det dejligt at sidde hyggeligt ved brændeovnen og drømme om den kommende forårstur, men nu er det blevet sidst i marts og vi er på vej til at effektuere vinterens drømme.

Da vi kommer til Hannover er motorvejen spærret på grund af vejarbejde og ruten omlagt ind gennem byen. Vi nåede først til Seesen, hvor vi skulle overnatte kl. 18.30. Vennerne som vi denne gang skulle mødes med kom først to timer senere, da de ikke kunne finde omkørselsskiltene.

Termometeret på motorvejen gennem Strasbourg viste 27º så vejret tegner rigtigt godt. Vi ankom Colmar klokken 18.30 og valgte en af de gode pladser direkte ved floden.

Næste dag hvor vi bare skulle slappe af, kunne vi nyde i det flotteste sommervejr. Vi undrer os gang på gang over at vi, kun to dage efter vi har forladt Danmark i slud og forårskulde, kan sidde her i Alsace og nyde sommervarmen næsten uden tøj på.
Da vi ville undgå betalingsvejene, tog vi N83 som er en både behagelig og smuk rute. Men franske vejskilte er som bekendt et kapitel for sig. Og i Belfort blev vi ledt til venstre en gang for tidligt med det resultat at vi pludselig og uventet befandt os på tilkørselsrampen til motorvejen. På en tankstation tog vi et hurtigt kik på kortet, og konstaterede at vi kunne fortsætte ad A36 til frakørsel 7 ved Montbéliard, lige før betalingsstationen. Derved kunne vi køre gratis hele dette stykke motorvej, og derefter følge den smukke strækning ad D126 og N463 for til sidst at komme ud på N83 igen ved L’Isle-sur-la-Doubs. Dette stykke landevej langs Doubs floden er efter vores opfattelse noget af Frankrigs smukkeste natur.

Tværs gennem Besançon uden problemer, men husk nu at lade passagererne nyde den snoede opkørsel med udsigten over floden når du kører ud af Besançon igen. Chaufføren bedes koncentrere sig om kørebanen forude.

Vi havde planlagt en overnatning i Bourg-en-Bresse, som er en behagelig og nem transitplads og beliggende direkte ved N83. Pladsen ville først åbne i morgen, og vi overvejede om vi skulle køre de ca. otte kilometer mod øst til pladsen i Zeyzerat. Men da vi var kommet meget tidligt frem besluttede vi at køre til Saint Vallier, syd for Vienne. Når man tager motorvejen rundt om Lyon og følger ”Rocade Est” og hele tiden kører efter skiltene mod Marseille er der aldrig problemer, og så er det gratis. Ved Vienne tager vi frakørsel 9 og kører ad N7 langs Rhone floden. Også en meget smuk vejstrækning med udsigt over floden og skibstrafikken.

Les Iles de Silon i St. Vallier er en god og billig plads. Især velegnet når man er på vej frem og tilbage fordi den kun ligger tyve meter fra N7, er nem at komme ind på, og beliggende helt ned til Rhonefloden. Handikapfaciliteterne er ikke de mest moderne, men rene og absolut brugbare. Og hvis der er et par timer i overskud, er der også muligheder for ture med kørestol langs floden.

Da vi helt har tabt vore hjerter til den kommunale plads i Nyons, var det naturligvis den der stod øverst på ønskelisten.

Som sædvanligt ankom vi i strålende solskin, og blev budt velkomne som om vi var gamle venner, både af lejrchefen og andre campister, såvel danske som franske, selv om det var mennesker vi kun havde mødt én gang tidligere.

Lige som da vi var her første gang, gik lejrchefen straks ned og tændte for varmen på handikaptoilettet så det var klart til Conny. Gennemført service!!

Her i påskedagene var der stort ”Corso” i byen. Alle, lige fra veteraner fra de forskellige værn, sportsforeninger, veteranbilsklubber til klovne er på gaden. Traktorer forspændt store ladvogne med kæmpemæssige blomsterarrangementer kører i optog gennem byen. Disse blomsterfigurer som er flere meter høje er bygget over forskellige eventyrtemaer. På, og ved siden vognene er børnene med kæmpeposer med farvestrålende papirkonfetti, som rundhåndet bliver smidt ud over tilskuerne.

Mens vi stod i første række bag afspærringen, begyndte det pludseligt at hagle og sne. Lidt underligt når vi lige var gået fra campingpladsen i sol og varme. Men i kørestolsrygsækken ligger der altid et engangsregnslag så problemet var til at overskue. Værre var det med al den konfetti som nu klæbede til alt der var vådt og derfor ikke var til at børste af. Da vi var kommet hjem og jeg skulle rengøre campingvognen havde jeg stadigvæk fornøjelse af disse små farvestrålende papirstykker.

En pestilens ved disse byfester er det allestedsnærværende tivoli-gøgl. Enorme højttalere sender øredøvende musak ud over hele omegnen, og nu kunne vi tydeligt mærke campingpladsens korte afstand fra torvet. Til sent på aftenen kunne vi ”nyde” forskellige speakeres højtråbende forsøg på at overdøve hinanden med annonceringer af diverse forlystelser.

Selv om vi har været i Nyons tidligere, er der alligevel mulighed for nye oplevelser. Bag den gamle bydel ved fortet, går vejen op mod Pied-de-Vaux. Hvis man undgår myldretiden er der ingen trafik, og kan man godt gå op med kørestolen. Vel er det anstrengende og hvis solen er fremme behøver man garanteret ikke hverken hue eller halstørklæde men det er også umagen værd. Man kommer op hvor der er en fantastisk flot udsigt ned over hele byen og floden.

En af dagene kørte vi en tur til Orange, for selv om vi gentagne gange er kørt forbi triumfbuen, har vi endnu ikke haft mulighed for at studere den på nærmere hold. Og den er imponerende, med sine 22 meter i bredden og næsten samme højde fylder den godt i landskabet. Rejst lidt før vor tidsregning til minde om Cæsars sejre.

Benyt jer af besøget i Orange til en tur i den gamle bydel. Eventuelt en tur op til Théätre Antique som vel nok er det bedst bevarede romerske teatre, og som den dag i dag bliver brugt både til koncerter og anden underholdning. Har du slæbt dig selv og eventuel kørestol her op på højen, så nyd udsigten ud over byen og dens flotte røde tage. Om onsdagen er det markedsdag, og derfor store parkeringsproblemer.

Både ud- og hjemtur kan nydes på de små veje langs Eyguesfloden.

Efter næsten tre uger i Nyons måtte vi igen mod nord. Vi havde en aftale med gode venner i Dole og efter en varm afskedstagen med bekendte på pladsen rullede vi den efterhånden kendte vej op gennem Rhonedalen, rundt om Lyon ad Rocade Est og ad frakørsel 3 mod Bourg-en-Bresse og videre ad N83, indtil vi kom til Monay hvor vi tog D475 direkte til Dole.

Efter at være sluppet væk fra støjen i Nyons og udråbernes evindelige ”Day Ohhh” var det noget af en overraskelse, at vi her i Dole blev budt velkommen af et enormt udbud af forårsgøgl. Vi havde ingen anden mulighed end at tage det hele med et stort grin, og glæde os over den varme og hjertelige modtagelse vi fik af vores venner som havde ligget på pladsen nogle dage. Også de unge værtspar på pladsen var begejstrede for at se os. De havde været bange for at vi ikke turde komme tilbage til pladsen efter prøvelserne med det brækkede ben.

Store bøffer var klar på middagsbordet og der er jo ikke noget skønnere end at være sammen med mennesker man holder af.

Det havde regnet voldsomt i lang tid her og pladsen var mildest talt bundløs, så vi måtte stille vognen på den tørre grusplads ved den gamle toiletbygning. Optimistisk som jeg altid er, troede jeg at jeg kunne slå forteltet op her. Det kunne jeg også, men det kostede mig alle mine gode nylon-pløkke, som enten revnede eller blev deformerede af at blive slået ned i gruspladsen.

Tiden i Dole blev hovedsagelig brugt til hygge og samvær og småture i omegnen. Byen blev gennemtravet, og områderne langs kanalerne er pragtfulde, både i dagslys og om aftenen.

Parken er skøn, men stierne ret stejle.

På den obligatoriske aftentur ved kanalen under den gamle jernbanebro nød vi de utallige flagermus som fouragerede rundt om hovederne på os.

I godt selskab flyver tiden af sted, og pludselig var der tid til at bryde op.
Efter en hyggelig kop morgenkaffe i vennernes fortelt trillede vi hjemad.

Denne gang prøvede vi motorvejen A36 mod Tyskland. Lidt hurtigere end N83 men med mange kraftige stigninger og ikke så køn en tur som landevejen.

Overnattede to gange på hjemvejen i henholdsvis Wetterau og Buddikate. Begge pladser acceptable. Hørte om dansk storstrejke i nyhedsudsendelserne op gennem Tyskland.

Vi var glade da vi kom med færgen og havde benzin nok til hele turen hjem, efter denne fem ugers tur på 3671 km.